Kenya - historie

Kenya – historie, Det nuværende Kenya var tidligt et centralt indvandringsområde for bl.a. bantufolk, niloter, nilohamitter og kushitter. Før 1800-t. var landets indre ukendt for omverdenen, mens kystlandet i århundreder havde været kendt af bl.a. arabiske handelsfolk. De vigtigste handelsvarer på karavaneruten mellem Victoriasøen og Mombasa var slaver og elfenben. I midten af 1700-t. indvandrede masaier nordfra til det centrale Kenya; fra midten af 1800-t. overtog arabiske og swahilitalende folk handelsruterne gennem Kenya, og handelen kontrolleredes af sultanen på Zanzibar.

I begyndelsen af 1800-t. kom tyske missionærer til Kenya, men i 1888 erhvervede det britiske East Africa Company områder i landet. I 1895 blev Kenya erklæret for et britisk protektorat primært for at sikre briterne vejen til Uganda. Med det formål påbegyndtes konstruktionen af en jernbane mellem Mombasa og Uganda.

Fra 1897 fik europæiske nybyggere ret til ubenyttet jord i Kenya, og i 1902 opfordrede briterne europæere til at bosætte sig på afrikanernes jord i det frugtbare centrale højland. Fra 1914 begyndte afrikanerne en væbnet modstand mod bosættelser og kolonistyre. I 1920 blev Kenya britisk kronkoloni, og samme år fandt organiseret politisk aktivitet sted. Kikuyu Central Association blev dannet, og i 1929 rejste Jomo Kenyatta, selv kikuyu, til Storbritannien for at forsvare afrikanernes rettigheder, men pga. bosætternes indflydelse på kolonialadministrationen var rejsen uden resultat.

2. Verdenskrig gavnede bosætterne i Kenya økonomisk, mens mange afrikanere blev tvunget ud i mindre frugtbare landbrugsområder, og mange måtte søge til byerne eller de europæiskejede plantager for at finde arbejde. Den voksende utilfredshed medførte, at der i 1950'erne opstod væbnede guerillabevægelser. I 1952 indførtes undtagelsestilstand, og i de næste fire år var kolonimagten i krig med især kikuyu, som var hovedkraften i Mau Mau-bevægelsen. Under urolighederne blev ca. 13.000 afrikanere dræbt, mens kun 143 hvide omkom. Undtagelsestilstanden blev først ophævet i 1960.

I 1957 fik afrikanerne for første gang selv mulighed for at vælge repræsentanter til den lovgivende forsamling. I 1960 dannedes partiet Kenya African National Union, KANU. Jomo Kenyatta blev leder af KANU, som vandt valget i 1961 og derefter dannede koalition med det mindre Kenya African Democratic Union, KADU. Ved regionalvalgene i 1963 opnåede KANU en overvældende valgsejr, og samme år blev Kenyatta premierminister; han erklærede Kenya for selvstændigt den 12.12.1963. I 1964 blev Kenya udråbt til republik. KADU var da blevet opslugt af KANU, og Kenya var i realiteten en etpartistat. Økonomisk opnåede landet en vis udvikling, men regeringens vestorienterede politik tillod ikke kritik. Et oprørsforsøg i 1964 blev med britisk hjælp slået ned.

I midten af 1960'erne blev splittelsen i KANU tydelig. I 1966 dannede vicepræsident Oginga Odinga sit eget parti, Kenya People's Union, KPU, der blev forbudt i 1969. Samme år blev økonomi- og planlægningsminister Tom Mboya myrdet.

I 1978 blev Daniel arap Moi fra kalenjin-stammen præsident, men håbet om et liberalt politisk klima blev ikke indfriet. Et kupforsøg i 1982 blev hurtigt nedkæmpet af hæren. Omfattende arrestationer fulgte, kupmagerne dødsdømtes, men efter en amnesti i 1983 blev de fleste anholdte frigivet, og dødsdommene omstødt.

Fra 1986 blev Mwakenyabevægelsen en central aktør i kenyansk politik. Bevægelsen samlede en del oppositionelle og udgjorde en alvorlig trussel mod Moi. I 1991 dannede seks oppositionsledere inklusive Odinga Forum for the Restoration of Democracy, FORD, der straks blev forbudt, men fortsatte med at operere.

Det indre pres og international kritik af styret fik Moi til at acceptere et flerpartisystem, og i 1992 gennemførtes præsident- og parlamentsvalg med deltagelse af flere partier og kandidater. Moi blev genvalgt som præsident for en femårig periode, og KANU opnåede 100 af de 188 pladser i Parlamentet. Oppositionen beskyldte regeringen for valgsvindel. En forværring af menneskerettighedssituationen og den fortsatte korruption i Kenya fik i 1990'erne en række donorlande, blandt andre Danmark, til at afbryde eller begrænse bistandssamarbejdet.

I 1997 genvandt arap Moi præsidentposten, og KANU genvandt flertallet i parlamentet. I 2001 ramtes landet af tørke, hvad der betød stor mangel på fødevarer. I flere områder udbrød der samtidig kampe mellem kvægholdere og landbrugere om adgangen til de knappe vandresurser. De økonomiske problemer gav også øget kriminalitet og uro i byerne. I 2002 fusionerede KANU med det næststørste oppositionsparti (National Development Party) for at øge chancerne for at vinde valget i slutningen af 2002. Arap Moi kunne ikke genopstille til valget, og KANUs nye præsidentkandidat, Uhuru Kenyatta, søn af Jomo Kenyatta, fik kun 31% af stemmerne ved valget. Vinderen var lederen af National Rainbow Coalition, NACR, Mwai Kibaki, der fik 62% af stemmerne.

Kibaki, som tilhører Kenyas største etniske gruppe, kikuyu, gik bl.a. til valg på at bekæmpe korruptionen, men allerede efter kort tid blev også det nye styre anklaget for udbredt korruption; i 2006 resulterede dette i at tre ministre og direktøren for Kenyas nationalbank måtte træde tilbage. Samtidigt opstod der problemer i NACR, som oprindeligt bestod af flere partier, bl.a. Liberal Democratic Party, LDP, og FORD. Der var uenighed om udformningen af en ny forfatning, hvor LDP arbejdede for en reduktion af præsidentens magt og etablering af en premierministerpost. Kibaki gennemtvang et forslag, som opretholdt præsidentens magt, og sendte det til folkeafstemning i nov. 2005, hvor det dog blev nedstemt. I forbindelse med forfatningskrisen gik LDP ud af NACR og dannede sammen med KANU The Orange Democratic Movement, ODM. Kibakis støtter i NACR ændrede i 2006 dets status til at være et parti.

I december 2007 afholdtes parlaments- og præsidentvalg, hvor Kibaki blev erklæret for sejrherre. Dette resultat blev afvist af oppositionslederen Raila Odinga (f. 1945), som tilhører den etniske gruppe luo, og udløste voldsomme og blodige protester i landet samt international kritik. Raila Odinga blev imidlertid i 2008 udpeget til premierminister for at lægge en dæmper på uroen. Uhuru Kenyatta blev vicepremierminister og siden finansminister; han er imidlertid blevet anklaget for meddelagtighed i urolighederne ved Den Internationale Straffedomstol. Ved præsidentvalget i marts 2013 vandt Kenyatta, som i 2012 havde dannet et nyt parti, The National Alliance (TNA), en kneben sejr på 50,07 procent i første runde, men resultatet blev draget i tvivl af oppositionen og dens præsidentkandidat, Raila Odinga. Højesteret godkendte imidlertid valgresultatet.

Igen i 2017 gav stemmeoptællingen en sejr til Uhuru Kenyatta og igen gik Raila Odinga til højesteret, der denne gang underkendte valget. Et nyvalg blev vundet af Uhuru Kenyatta, mens Raila Odinga boykottede det i protest mod valgsystemet.

Familierne Kenyatta og Odinga har præget kenyansk politik i en generation og er blandt landets rigeste. I 2018 indgik Uhuru Kenyatta og Raila Odinga en alliance. Den betød, at Odinga ved præsidentvalget i 2022 havde Kenyattas støtte. Vinder ved valget den 9. august 2022 blev imidlertid tidligere vicepræsident William Ruto, der med base i alliancen Kwanza (Kenya Først) førte kampagne på at være folkets kandidat og opnåede 50,5 procent af stemmerne. Også denne gang var der protester mod valgresultatet.

Læs mere om Kenya.