Citrullus, slægt med fire arter i græskarfamilien. Urterne, som har nedliggende skud, er udbredt i tørre områder fra det sydlige Afrika over Middelhavsområdet til Indien. To arter har økonomisk betydning, Citrullus vulgaris, vandmelon, hjemmehørende i tropisk Afrika, og C. colocynthis, kolokvint, der formentlig er vildtvoksende fra Lilleasien til Indien. Arterne er vidt udbredt pga. dyrkning og er i mange tropiske og subtropiske områder naturaliseret.