Cirque de Gavarnie, dal i Pyrenæerne på grænsen til Spanien 150 km SV for Toulouse. Dalen, der har form som en halv skål (cirkusdal), er dannet af gletsjere, hvoraf nogle små endnu er tilbage. Cirque de Gavarnie er 14 km i diameter, og dalbunden ligger 1676 m.o.h. Dalen har op til 1500 m høje, stejle sider med mange vandfald; det største, Grande Cascade, har en faldhøjde på 422 m. Dalen er et af Pyrenæernes mest populære turistmål.