Christian Sørensen er en dansk erhvervsmand og boghistoriker, cand.polit. fra Københavns Universitet 1965 og med et virke siden som selvstændig rådgiver i organisation og virksomhedsledelse. Sideløbende har Christian Sørensen engageret sig i egns- og samtidshistorie, bl.a. siden 1972 været en drivende kraft i Egnshistorisk Forening i Gundsø, som han var med til at grundlægge.
I Dansk Bibliofil-Klub – som han blev indvalgt i 1992 – har Christian Sørensen spillet en ledende rolle. Som bestyrelsens formand 2009-2013, klubbens redaktør siden 2009 og udnævnt til æresmedlem i 2018.
Christian Sørensen har gennem et langt livs arbejder profileret sig som ekspert inden for nyere, dansk og europæisk bogkunst – især inden for illustrering. Hans talrige mindre skrifter om berømte bøger og om deres illustratorer – foreløbigt for det meste publiceret alene for medlemmer af Dansk Bibliofil-Klub – turde tjene en videre offentliggørelse. Forfatterskabet handler typisk om forholdet mellem det litterære værk, dets udgivelse og design i forskellige udgaver og om dets illustrering.
Skal man nævne blot nogle af Christian Sørensens mange bibliofile arbejder, bør det være essayet om Tage La Cour 1915-03 (i Danske Bogsamlere 2012-17), artiklen Udgaven der ikke findes (om Martin A. Hansens Løgneren) (2013), Les Mains libres (om Man Ray) (2016)) og artiklen Alt er godt – Bendix-mosaik (2018) om Hans Bendix. De illustrerer både spændvidden og fokus i hans boghistoriske interesser.
Christian Sørensens hidtil største indsats for dansk boghistorie og bogkultur har dog været som medforfatter på – og som hovedredaktør af – trebindsværket Danske bogsamlere i det 20.århundrede. Dansk Bibliofil-Klub og Forening for Boghaandværk, 2012- 2017.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.