Dansk Bibliofilklub er en forening, oprettet 1942 med det formål at være bindeled mellem danske bogsamlere (se bibliofili).

Medlemskredsen afholder hyppige diskussionsaftener og foredrag, skriver og udgiver mindre afhandlinger til kredsen om boghistoriske emner, og foretager årligt ekskursioner til vigtige biblioteker og bogsamlinger i ind- og udland.

Medlemstallet af klubben var oprindeligt 49, men er gradvist blevet udvidet til i dag at være 70 (2023).

Den logeprægede klub – som benytter navnets oprindelige stavemåde Dansk Bibliofil-Klub – er selvsupplerende til ledigblevne pladser ved enkeltvise opfordringer til personer, der forinden er foreslået af mindst to ordinære medlemmer og derefter er godkendt af klubbens generalforsamling. Proceduren til medlemskab skal sikre et højt niveau af lærdom og bogkyndighed i klubben, samt medlemmernes lyst og evne til at dele deres viden med andre.

Klubben har gennem sine medlemmers baggrund og virke stor betydning for forskningen inden for boghistorie og bibliografi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig