Charles Leconte de Lisle var en fransk digter, der i forordet til sin digtsamling Poèmes antiques (1852) plæderede for en ny, upersonlig lyrik efter romantikkens jegdyrkelse.
Hans barndom og ungdom på Île de la Réunion prægede på harmonisk måde hans digte. Leconte de Lisle var højt respekteret i samtiden, ikke mindst hos de unge digtere, for sine ofte overvejende episke digte, der henter stof fra indisk religion, antik mytologi og nordiske sagn (Poèmes barbares, 1862). Han forestillede sig, at videnskab og digtning kunne arbejde parallelt med hinanden i udforskningen af deres "fælles oprindelse" i oldtidens kultur. Han oversatte bl.a. Homer, Hesiod og Euripides. Omkring Leconte de Lisle opstod i 1860'erne en kreds af digtere, som udkom i Le Parnasse contemporain (1866, 1871, 1876); her publiceredes også digte af Paul Verlaine og Stéphane Mallarmé.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.