Charles Adolphe Wurtz, 26.11.1817-12.5.1884, fransk kemiker og læge; 1853-74 professor ved École de médecine, Paris, fra 1875 ved Sorbonne. Charles Adolphe Wurtz beskæftigede sig først med uorganisk kemi: Han opdagede kobber(I)hydrid i 1844 og fosfortrikloridoxid i 1847. Senere arbejdede han inden for den organiske kemi og blev en af forskningsområdets pionerer. Han fremstillede carbonhydrider ud fra alkylhalogenider og natrium (1855); reaktionen kaldtes senere for Wurtz' syntese. Han var en af de få af datidens kemikere, som konsekvent fortolkede sine eksperimentelle resultater i overensstemmelse med atomteorien.