Catherine Deneuve er en fransk skuespiller, søster til Françoise Dorléac. Catherine Deneuve debuterede på film som teenager, men det store gennembrud kom først med Jacques Demys Les Parapluies de Cherbourg (1964, Pigen med paraplyerne).
Herefter blev hun en af de sene 1960'eres store stjerner, blandt andet takket være sin medvirken i Roman Polanskis Repulsion (1965, Chok) og Luis Buñuels Belle de jour (1967, Dagens skønhed), der begge udnyttede hendes sensuelle kølighed.
Catherine Deneuve har senere spillet blandt andet i Le dernier métro (1980, Den sidste metro) af François Truffaut. I en moden alder har hun været meget åben for filmisk nytænkning, hvilket hun blandt andet demonstrerede i Lars von Triers Dancer in the Dark (2000).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.