Castries, hovedstad i østaten St. Lucia i Caribien; 53.600 indb. i byområdet (2013). Byen, der ligger ved en god naturhavn, blev grundlagt af franskmændene i 1650, skiftede hænder flere gange og kom i 1814 under britisk kontrol. Byens arkitektur er ikke meget præget af den brogede kolonifortid, da flere brande har ødelagt den, senest i 1948. Størstedelen af St. Lucias store turiststrøm ankommer hertil, ikke mindst et par hundred tusinde årlige krydstogtturister. I bakkerne mod øst ligger anlægget Morne Fortune med en storslået udsigt over byen og til naboøen Martinique.