Faktaboks

Cary Grant
Født
1904
Død
1986

Cary Grant, egl. Archibald Alexander Leach, 1904-1986, britisk-amerikansk skuespiller. Cary Grant var fra sidst i 1930'erne og de følgende 25 år Hollywoods førende lystspilstjerne.

Cary Grant opnåede et image som elegant charmør og romantisk, ubekymret verdensmand, der aldrig blev anfægtet af de komiske figurer, han også spillede. Han havde en fortid som varietésanger, danser og akrobat først i Storbritannien og siden i USA i 1920'erne.

Blandt Grants farceroller er klassikere som Howard Hawks' såkaldte screwball-komedier Bringing Up Baby (1938, Han, Hun og Leoparden), His Girl Friday (1940, Sensationen) og Monkey Business (1952, Foryngelseskuren).

Den lange række af lystspil omfatter bl.a. The Awful Truth (1937, Den frygtelige Sandhed), The Philadelphia Story (1940, Natten før Brylluppet), Operation Petticoat (1959, Ubåden der rødmede) samt spændingskomedierne North By Northwest (1959, Menneskejagt) og Charade (1963).

En mørkere og mere tvetydig side af Cary Grants personlighed dyrkede Alfred Hitchcock i Suspicion (1941, Mistanken) og Notorious (1946, Berygtet).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig