Faktaboks

Howard Hawks

Howard Winchester Hawks

Født
30. maj 1896
Død
26. december 1977

Howard Hawks var en amerikansk filminstruktør. I 1975 modtog han en æres-Oscar for sin samlede indsats.

Howard Hawks var blandt Hollywoods mest respekterede veteraner, der fra talefilmens begyndelse og frem til 1970 lavede film i de kendte genrer.

Hawks fortalte i en klassisk, enkel billedstil den samme historie i stadigt inspirerede variationer: I sine actionfilm skildrede han kammeratskab og teamwork hos små grupper under pres med den professionelle og individualisten som samlingspunkt og moralsk fundament. Hovedværkerne er her Only Angels Have Wings (1939, Kun Engle har Vinger), To Have and Have Not (1945, At have og ikke at have), Hatari! (1961) og westernfilmene Red River (1948) og Rio Bravo (1959).

I komedierne og farcerne drejede Howard Hawks det vante kønsrollemønster og lod kvinderne være de handlekraftige, bl.a. i screwball comedies som Bringing Up Baby (1938, Han, Hun og Leoparden) og His Girl Friday (1940, Sensationen) og den musicalprægede Gentlemen Prefer Blondes (1953, Gentlemen foretrækker blondiner).

Blandt Hawks' andre væsentlige film er The Dawn Patrol (1930, Nattens Patrulje), der ligesom Air Force (1943, Amerikas Luftvaaben) trækker på hans fortid som pilot under 1. Verdenskrig, samt gangsterfilmen Scarface (1932) og The Big Sleep (1946, Sternwoodmysteriet), der cementerede privatdetektiv-figuren og medvirkede til at opbygge myten omkring Humphrey Bogart.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig