Faktaboks

Carl Gustav Hempel
Født
1905
Død
1997

Carl Gustav Hempel, 1905-1997, tysk filosof, medlem af Berlinergruppen; i 1937 emigrerede han til USA, hvor han 1948 blev professor ved Yale, 1955 ved Princeton og 1970 ved University of Pittsburgh.

Carl Gustav Hempel var påvirket af den logiske positivisme, men tog tidligt afstand fra en række af dennes centrale teser, fx verifikationsprincippet og tesen om, at teoretiske begreber udtømmende kan oversættes til observationssætninger.

Hempel udformede s.m. Paul Oppenheim (1885-1977) — som i øvrigt Karl Raimund Popper uafhængigt af dem — den videnskabsteoretiske "covering law-model" for naturvidenskabelige forklaringer, også kaldet subsumptionsteorien; et foreliggende faktum forklares ifølge denne, ved at udsagnet om det udledes af andre udsagn, heriblandt mindst én almen lovmæssighed, som det pågældende faktum i så fald siges at være underordnet (subsumeret).

Modellens anvendelse inden for historieforskningen gav anledning til en større debat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig