Artikelstart
C-N-forhold, vægten af kulstof (C) i forhold til vægten af kvælstof (N) i planter og dyr; det bruges i økologien som et mål for den fødeværdi, materialet har for dyr og mikroorganismer.
Forbindelser af kulstof er en vigtig energikilde, og forbindelser af kvælstof indgår i bl.a. proteiner. Omsætningen af dødt organisk materiale foregår hurtigere, når C/N-forholdet er lille, dvs. at der er forholdsvis meget kvælstof. C/N-forholdet er i træ ca. 200 g C pr. g N og i kerneved 500-1300. I planter er C/N-forholdet normalt 20-80 og i små alger og mikroorganismer 5-10.
Mikroorganismer, bl.a. bakterier og svampe, udnytter planterester til deres vækst og formering. Mange smådyr lever overvejende af de mikroorganismer, der sidder på planteresterne. På den måde udskilles kulstof som kuldioxid, og C/N-forholdet bliver mindre i dyrene. Men i det tilbageværende døde plantemateriale går det omvendt. Til sidst er der kun sådanne kulstofforbindelser tilbage, som det er vanskeligt for organismerne at udnytte.
C/N-forholdet har betydning for fjernelse af kvælstof fra spildevand, se denitrifikationsanlæg.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.