Bülent Ecevit, 28.5.1925-5.11.2006, tyrkisk politiker. Som Det Republikanske Folkepartis generalsekretær 1966-71 stod Ecevit for en socialdemokratisk linje i opposition til partilederens, Ismet Inönüs, samarbejde med Tyrkiets militære ledere. Ecevit var partileder 1972-80 og regeringsleder 1974, hvorunder han bemyndigede interventionen på Cypern, en kort tid 1977 og igen 1978-79. I perioden 1980-87 blev Ecevit udelukket fra politik og var fængslet i flere perioder. Herefter var han leder af Demokratisk Venstreparti i opposition til Det Socialdemokratiske Folkeparti, der var ledet af Erdal Inönü. Ecevit blev atter regeringsleder i Tyrkiet i 1999. Han kom i konflikt med præsidenten om hvordan korruptionen i landet skulle bekæmpes og i 2001 oplevede Tyrkiet en alvorlig valutakrise. Ecevit led et alvorligt valgnederlag i 2002 og måtte træde tilbage som regeringsleder. I 2004 trak han sig tilbage som leder af Demokratisk Venstreparti.