Borussia Mönchengladbachs logo

Borussia Mönchengladbachs logo.

Af .

Borussia Mönchengladbach er en tysk fodboldklub, der blev stiftet i 1900 i Mönchengladbach. Klubben har siden 2004 haft hjemmebane på Borussia-Park, der har plads til 54.067 tilskuere. Borussia-Park afløste Bökelbergstadion, hvor klubben havde spillet siden 1919.

Faktaboks

Også kendt som

Borussia VfL 1900 Mönchengladbach e.V.

Borussia Mönchengladbachs resultater

Borussia Mönchengladbach nåede efter 2. Verdenskrig Oberligaen, Vesttysklands bedste række, og i sæsonen 1965/1966 blev den en del af den nystartede Bundesliga. I 1970 vandt Borussia Mönchengladbach sit første vesttyske mesterskab, hvad der blev startskuddet til klubbens hidtil mest succesrige årti, hvor den i skarp konkurrencen med rivalerne fra FC Bayern München genvandt mesterskabet i både 1971, 1975, 1976 og 1977. I 1960 vandt klubben den tyske pokaltitel, hvad der siden er lykkedes igen i 1973 og 1995.

  • Tysk mester: 1970, 1971, 1975, 1976, 1977
  • Tysk pokalvinder: 1960, 1973, 1995

Desuden triumferede Borussia Mönchengladbach i UEFA Cuppen i 1975 og 1979 og var tillige finalist i Europa Cuppen for mesterhold (den senere Champions League) i 1977. Her tabte klubben dog 1-3 til Liverpool FC på trods af et mål af danskeren Allan Simonsen. Fra 1980'erne gik det en del tilbage for klubben, der også har været nede at vende i 2. Bundesligaen flere gange.

Danske spillere i Borussia Mönchengladbach

Borussia Mönchengladbach har haft flere danskere i truppen, bl.a. Ulrik le Fevre (1946-2024) fra 1969 til 1972, Henning Jensen (1949-2017) fra 1972 til 1976, Allan Simonsen i perioden 1972-1979, Steen Thychosen (f. 1958) i årene 1978-1981, Peter Nielsen (f. 1968) fra 1992 til 1996 og igen fra 1999 til 2002, Thomas Helveg (f. 1971) fra 2005 til 2007, Kasper Bøgelund (f. 1980) fra 2005 til 2008, Andreas Christensen fra 2015 til 2017 og Jannik Vestergaard fra 2016 til 2018.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig