Det romerske Bonn (Bonna).

Legionsfæstningen i Bonna og de omkringliggende bosættelser.

Baggrund fra OpenStreetMap.

Det romerske Bonn (Bonna).
Licens: CC BY SA 3.0

Bonna er det antikke navn på den tyske by Bonn. Bonna blev anlagt som en legionsgarnison i den germanske stamme ubiernes territorium. Romerske legioner var stationeret her på Rhinens venstre bred (vest for flodens hovedløb) fra det tidlige 1. århundrede e.v.t. til slutningen af 200-tallet e.v.t. Flere latinske indskrifter fundet i byen indikerer, at den lokale guddom Mercurius Gebrinus og den lokale treenighed Matronae Aufaniae blev tilbedt i Bonna.

Bonna som garnisonsby

Legionsfæstningen lå i den nordlige del af det nuværende centrum af Bonn, hvor der også er fundet spor af et havneområde. Bosættelserne omkring fæstningen følger et mønster, som er velkendt fra andre legionsgarnisonsbyer ved Romerrigets nordlige grænse: en bebyggelse umiddelbart udenfor fæstningens mure (en såkaldt canaba) samt en civil by ca. 2 km længere væk. I Bonnas tilfælde var den civile by placeret mod syd. I canabae-området er der fundet rester af et herberg og værksteder, som fremstillede keramik, lædervarer og billige smykker.

Matronae Aufaniae og Mercurius Gebrinus

Galloromersk tempel i Bonna.

Skematisk rekonstruktion af et tempel for matronaekulten i Bonna.

Galloromersk tempel i Bonna.
Licens: CC BY SA 3.0

Under domkirken i Bonn er der fundet flere antikke altre, relieffer og indskrifter, som er vidnesbyrd om guddommene Matronae Aufaniae og Mercurius Gebrinus, der blev tilbedt i det romerske Bonna. Det er lokale germanske/keltiske guddomme, som er tilpasset den romerske verden. Dedikationerne er bevaret for eftertiden, fordi de har været brugt som byggesten i en tidlig kristen kultbygning.

De fleste af altrene er tilegnet Matronae Aufaniae, som er en treenighed bestående af en ung kvinde, en moden kvinde og en ældre kvinde. En treenighed af kvinder kaldet Matronae eller Matres ses flere steder i de galliske og germanske områder af Romerriget. I Bonna må der have ligget en vigtig helligdom til en lokal version af denne treenighed.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig