Bjarni Benediktsson, 1908-1970, islandsk konservativ politiker. Benediktsson var professor i jura ved Islands Universitet 1932-41 og borgmester i Reykjavík 1940-47. Han var fra 1942 altingsmand for Selvstændighedspartiet, udenrigs- og justitsminister 1947-56 og justits- og industriminister 1959-63. I 1961 blev han konstitueret statsminister og endelig statsminister 1963-70 i den såkaldte genopbygningsregering, der liberaliserede Islands økonomi. Benediktsson spillede en afgørende rolle ved oprettelsen af den islandske republik i 1944 og var efter krigen en fremtrædende talsmand for det vestlige samarbejde, der trods protester fra brede kredse i befolkningen førte til, at Island deltog i NATO-samarbejdet og tillod, at der blev oprettet en amerikansk militærbase i Keflavík.