Faktaboks

Barry Wilmont

Barry Lereng Wilmont

Født
17. januar 1936, East St. Paul, Canada
Vildsvinejagt, relief til Panum Instituttet, 1998
Barry Wilmont har udført flere offentlige udsmykninger som her på Panum Instituttet i København.

Barry Wilmont er en dansk-canadisk maler, grafiker, illustrator, medaljør, forfatter og forlægger. Han er født i Canada (dansk statsborger 1971) og uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1966-1974.

Wilmonts værker er ofte inspireret af hans rejser og længerevarende ophold over hele verden. Han har især arbejdet meget med mytologier og med indiansk kultur.

Værker og udgivelser

Barry Wilmont har udført flere store udsmykningsopgaver, fx det 15 meter lange polykrome relief Vildsvinejagt (Panum Instituttet, 1998) og Bassin i Cobolt & Hvidt (Klostergården ved Strøget, København, 2007). Derudover har han medvirket i en lang række bogudgivelser, bl.a. Ulysses Spejl – et lithografisk bogværk med Dan Turèll og Henrik Nordbrandt (1981). Endelig har han fremstillet medaljen til Dan Turèll Selskabets Pris (2012).

Barry Wilmont har udgivet 19 bøger på sit forlag Pavillon Neuf. Han har desuden skrevet artikler til flere aviser og kunsttidsskrifter og har været medredaktør af tidsskriftet Victor B. Andersens Maskinfabrik.

Udstillinger og samlinger

Zia - stjernestøvets vogter, bogudgivelse, 2016
Barry Wilmont er inspireret af mytologier fra hele verden. I denne bogudgivelse har han taget udgangspunkt i myten om Zia, der dyrkes af Native Americans i New Mexico, USA. Det oprindelige indianske Zia-folk dyrker bl.a. solen som symbol på de fire årstider og på menneskelivets fire stadier (barn, ung, midaldrende og gammel).

Barry Wilmont har udstillet på en rækker museer, kunsthaller og gallerier i Danmark, Canada og Norge.

Han er repræsenteret på flere danske museer; bl.a. Holstebro Kunstmuseum, Kastrupgårdsamlingen, KØS – Museum for Kunst i det Offentlige Rum og Louisiana. Derudover findes hans værker i samlingerne hos Centre Pompidou i Paris, Museum of Modern Art i Edinburgh og National Archives of Canada i Ottawa.

Priser og hædersbevisninger

Barry Wilmont har modtaget en række priser og legater, herunder Kunstakademiets Ærespræmie (1967, 1968, 1969, 1970) og Generalkonsul Jorck og hustru Emma Jorcks Mindelegat (1991-1992). I 2024 modtog han Grosserer Vilhelm Albertsen og hustru Inger-Cecilie f. Kjersgaard Fondens Hæderspris for sit arbejde som illustrator.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig