Faktaboks

Børge Ralov
Født
1908
Død
1981

Børge Ralov satte i Harald Landers balletmestertid sin og Kjeld Abells ballet Enken i spejlet op i 1934. Det var den første moderne ballet herhjemme. Lander havde ikke alene hentet inspiration hos Mikhail Fokin under hans gæsteperiode i 1925, men han havde også studeret hos ham i New York. I 1932 blev Lander balletmester ved Det Kgl. Teater, og med Margot Lander og Børge Ralov som hovedkræfter løftede han i den følgende snes år korpset op på internationalt plan.

.

Børge Ralov og Margot Lander var de første i Den Kgl. Ballet, som fik titlen førstesolodanser. I 1946 dansede de hhv. Albrecht og titelpartiet i Giselle. Rollen fuldendte Margot Landers udvikling fra komedienne til stor tragisk danser. Her ses de i andenaktens natlige måneskinsdanse, hvor hun forsøger at redde sin elskede fra de hævngerrige wilier, der danser unge mænd til døde.

.

Børge Ralov var en dansk danser, koreograf og tv-producer. Han blev uddannet på Det Kgl. Teaters Balletskole og ansat ved teatret 1927-57; gift 1944 med Kirsten Ralov (ægteskabet opløst).

Børge Ralov fik sit gennembrud i 1930'ernes Diaghilev-repertoire, men talentet spændte fra Bournonville over klassisk bravur til intense karakterstudier som Fokins Petrusjka (1937).

Ralovs lette elegance kom bl.a. til udtryk i et legendarisk partnerskab med Margot Lander, som 1942 gav dem begge titel af førstesolodansere. Som koreograf debuterede han i 1934 med Enken i Spejlet, skabt i samarbejde med Kjeld Abell; siden fulgte bl.a. symfoniske balletter som De fire Temperamenter (1939) og H.C. Andersen-balletten Tolv med Posten (1942).

Ralov skabte den første danske tv-ballet Video (1950) og arbejdede i en årrække efter 1957 som koreograf og tv-producer for Danmarks Radio. Han iscenesatte flere musicals, bl.a. Spillemand på en tagryg i 1966 på Det Ny Scala.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig