Asserballe Præstegård, gård i landsbyen Asserballe nordøst for Augustenborg på Als. Det stråtækte stuehus er grundmuret og sammenbygget med to stråtækte længer i bindingsværk. Murværket er hvidkalket på alle tre fløje. Gården blev fredet i 1950. I vestgavlen er indmuret en mindetavle for forfatteren Herman Bang, der blev født 1857 i præstegården og boede der indtil 1863. Hans roman Det hvide Hus (1898) har skildringen af livet i præstegården. Også i romanen Tine (1889) indgår præstegården og dens omgivelser centralt i handlingen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.