Ashgabat
Monument for Turkmenistans selvstændighed fra Sovjetunionen i 1991. Monumentet stod færdig i 2001.
Af .
Licens: CC BY 2.0
Ashgabat
Turkmenbashi Ruhy Moske, som ligger ca. 7 km uden for Ashgabat.

Ashgabat, russisk Asjkhabad, hovedstad i Turkmenistan; 846.000 indbyggere (2020). Byen blev grundlagt i 1881 som russisk fæstningsby, og indtil 1924 var den regionscentrum i den autonome sovjetrepublik Turkestan, 1919-1927 under navnet Poltoratsk.

Ashgabat ligger i den sydlige kant af Karakumørkenen tæt ved grænsen til Iran i et meget varmt og tørt klima. Karakumkanalen har siden 1962 forsynet byen med ferskvand fra floden Amu Darja. Ashgabat har en betydelig industrisektor, videnskabsakademi, universitet og andre højere læreanstalter, bl.a. institutter for ørkenforskning og jordskælvssikker bygningskonstruktion; efter et jordskælv i 1948 måtte stort set hele byen genopbygges.

Ashgabat præges i dag af monumentale bygninger og monumenter i store parkanlæg. Oguzkhan-paladset (opført i 1997 og 2011) rummer præsidentens residens; det 211 m høje Turkmenistantårn og det 185 m høje Forfatningstårn (begge opført i 2008-2011) er byens højeste bygninger. Det Nationale Museum for Turkmenske Tæpper, åbnet i 1994, rummer en meget stor samling af turkmenske tæpper, bl.a. nogle af verdens største håndknyttede tæpper.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig