Arden, stationsby i Himmerland, 15 km nord for Hobro; 2510 indb. (2017). Arden var indtil 2007 administrationscenter for Arden Kommune, herefter en del af Mariagerfjord Kommune.
Faktaboks
- Etymologi
- Arden nævnes 1458 som Erden, måske sammensat af arth 'ujævnhed', sigtende til bakket terræn, og vin 'græsgang'.
Byen grænser op til Rold Skov og har mindre industri- og håndværksvirksomheder, flere med træ som råstof.
Arden er opstået omkring et trinbræt, Hesselholt, ved anlæggelsen af jernbanen mellem Hobro og Aalborg. De to landsbyer Store Arden og Lille Arden, begge øst for Arden, gav senere navn til den opvoksende stationsby. I 2002 indviedes Kulturhuset. Arden er hvert år vært for Arden Digtfestival.
Foruden Arden Kirke fra 1934 i stationsbyen findes den mindre, romanske Storarden Kirke i Store Arden.
De to kirkers hjemmeside; se også kort, fotos m.m. på www.korttilkirken.dk
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.