Antonio del Pollaiuolo

Artikelstart

Antonio del Pollaiuolo, ca. 1432-1498, italiensk billedhugger og maler; bror til Piero del Pollaiuolo. Brødrene var indtil 1484 virksomme i Firenze, derefter i Rom. De havde fælles værksted, ledet af Antonio. Han var uddannet guldsmed og arbejdede især som billedhugger, nu og da også som maler og grafiker.

1478-80 lavede han relieffet med Johannes Døberens fødsel til sølvaltret i baptisteriet i Firenze (nu i domkirkemuseet), og 1484-98 udførte han i Peterskirken i Rom gravmæler i bronze for paverne Sixtus 4. og Innocens 8. Hans friskulpturer er dynamiske med en understregning af musklernes spil, fx Herakles og Antaios (1475-80, Bargello, Firenze), og dette præger også hans kobberstik, bl.a. Kamp mellem nøgne mænd (ca. 1470).

Piero arbejdede hovedsagelig som maler og eksperimenterede med olieteknikken, især i landskabsmalerier. Bedst kendt af hans bevarede værker er de seks Dyder (1469-70) og portrættet af Galeazzo Maria Sforza (1471, begge Uffizierne, Firenze).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig