Aluminia

Kort efter 1900 fik Aluminia sit internationale gennembrud med serier af kunstfajancer, formgivet af Harald Slott-Møller og Christian Joachim. På billedet ses Påfuglefadet af Joachim er fra 1909.

Aluminia
Af .

Aluminia var en dansk fajancefabrik, som blev grundlagt 1863 på Christianshavn. I 1869 flyttedes fabrikken til Frederiksberg under ledelse af Philip Schou.

Produktionen var ikke kunstnerisk nyskabende og lagde sig med stor succes tæt op ad engelsk og tysk stengods. I 1882 overtog Aluminia Den Kongelige Porcelainsfabrik A/S, og de to virksomheder blev derefter drevet sammen.

Ansættelsen af keramikeren Christian Joachim og maleren Harald Slott-Møller i 1902 medførte en kunstnerisk opblomstring af fajanceproduktionen, og serier af farvestrålende prydgenstande, "kunstfajance", vandt stor udbredelse.

Aluminias produkter fra 1930'erne til 1960'erne har været kendetegnet af en praktisk og dagligdags soberhed, som ses i fx Grethe Meyers service Blåkant.

Aluminias mærke er et A, overstreget af tre vandrette linjer. I 1969 ændredes firmamærket til Royal Copenhagen Fajance, og fabrikken er fra 1985 en del af Royal Copenhagen A/S.

Historiske genstande fra fabrikkens produktion siden 1863 indgik i Royal Copenhagen Museum, hvis samlinger i 2010 blev skænket til Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig