Jack Ma
Alibabas bestyrelsesformand Jack Ma på en konference om kunstig intelligens i Shanghai den 17. september 2018.
Jack Ma
Byline: AFP/Ritzau Scanpix.

Alibaba: Fra startup til globalt teknologifænomen

1999

Alibaba bliver grundlagt af Jack Ma sammen med 17 andre medstiftere i Hangzhou, Kina.

2003

Alibaba lancerer Taobao, en C2C (consumer-to-consumer) markedsplads, for at konkurrere med eBay i Kina. Året efter lanceres Alipay, en online betalingsplatform.

2005

Yahoo investerer 1 milliard USD i Alibaba i bytte for en 40 % ejerandel, hvilket markerer en væsentlig international anerkendelse.

2009

Alibaba lancerer Singles Day (11. november) som en salgsbegivenhed, der hurtigt vokser til at blive verdens største online shoppingdag.

2014

Alibaba bliver børsnoteret i New York, og rejser 25 milliarder USD. Alibaba blev i 2019 børsnoteret på Hong Kong Stock Exchange.

2015

Alibaba annoncerer lanceringen af sin cloud computing arm, Alibaba Cloud, som signalerer selskabets udvidelse ud over e-handel og ind i nye teknologisektorer.

2020

På trods af udfordringer i Kina og globalt, accelererer Alibaba sin indsats inden for digital omstilling og cloud computing, samtidig med at selskabet investerer i yderligere teknologiske innovationer og tiltag indenfor bæredygtighed.

Alibaba er et kinesisk teknologi- og handelsselskab. Alibaba revolutionerede den digitale økonomi i Kina med en bred vifte af tjenester, der spænder fra online markedspladser til cloud computing, men er bedst kendt for e-handelstjenesten Taobao samt den digitale betalingsplatform AliPay. Det har hentet kapital fra store dele af verden og var i 2020 blandt de ti mest værdifulde selskaber globalt. Siden 2020 er det kommet i modvind både i Kina og USA, men er stadig et af verdens største indenfor e-handel.

Effektiv handelsplatform for virksomheder

Alibaba har gjort 11. november til en særligt stor dag for webhandel. Her markeres starten på den såkaldte Single Day i Shenzhen i 2016, hvor et stort display viser, hvor meget der er solgt.
Byline: China Stringer Network/Reuters/Ritzau Scanpix.

Alibaba Group Holding Limited, eller Alibaba (kinesisk: 阿里巴巴), er et kinesisk multinationalt teknologiselskab specialiseret i detail- og e-handel, internetservices samt teknologi.

Alibaba blev grundlagt i Hangzhou, Kina, den 28. juni 1999 af Jack Ma (kinesisk: 马云), en tidligere engelsklærer, og en ejerkreds på 18 personer. Alibabas stiftere havde en tro på, at internettet, der på det tidspunkt var i sin spæde begyndelse, ville gøre det muligt for små virksomheder at konkurrere mere effektivt, og dermed udligne konkurrenceforholdene mellem store og små selskaber i detailhandlen.

Målet var at skabe en platform, der faciliterer handel mellem små og mellemstore virksomheder globalt. Under sloganet ”At gøre det let at drive forretning hvor som helst”, blev Alibaba i det følgende årti et multinationalt holdingselskab, der i dag har seks store forretningsenheder:

  • Taobao og Tmall Group,
  • Alibaba International Digital Commerce Group,
  • Cloud Intelligence Group,
  • Local Services Group,
  • Cainiao Smart Logistics Network Limited
  • Digital Media and Entertainment Group.

Kapital fra hele verden

Alibaba lancerede i de tidlige 00'ere en række succesfulde platforme, såsom Taobao Marketplace (2003) og Alipay (2004), der satte sig på den hastigt voksende e-handel i Kina. Selskabets vækst blev yderligere accelereret i 2005, da Yahoo! investerede 1 milliard dollars for en 40% aktiepost, hvilket samlet set resulterede i, at Alibaba lykkes med at udmanøvrere eBay i Kina.

Alibaba hentede også kapital fra bl.a. Wallenberg-familiens Investor AB, amerikanske Goldman Sachs og japanske SoftBank. I de efterfølgende år, gik Alibaba ind i traditionel detailhandel, bl.a. gennem et samarbejdede med ejendomsudvikleren Wanda Group og Intime Retail. Alibaba’s ekspansion fortsatte med investeringer i amerikanske Lyft og køb af en 50% andel i Guangzhou Evergrande Football Club.

I 2009 lancerer Alibaba ”Singles Day” (11. november) som en salgsbegivenhed, der hurtigt voksede til at blive verdens største online shoppingdag.

Verdens største børsnotering

Jack Ma, medstifter af Alibaba, ved afslutningen af den store succesfulde børsintroduktion på New York Stock Exchange (NYSE) den 19. september 2014.
Byline: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix.

Den 19. september 2014 blev Alibaba børsnoteret i New York, og rejste 25 milliarder USD. Selskabet blev værdiansat til 231 milliarder USD, hvilket gjorde Alibaba til verdenshistoriens hidtil største børsnotering.

Med en værdiansættelse på mere end 837 milliarder USD, nåede Alibaba i midten af 2020 ind på top-10 over verdens mest værdifulde selskaber. Alibaba blev i 2019 ligeledes børsnoteret i Hong Kong.

Kritik af de kinesiske finansmyndigheder

Lagerhal hos Alibaba i Wuxi i Jiangsu-provinsen i oktober 2020.
Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix.

Under en finanskonference i Shanghai d. 24. oktober 2020, brugte Jack Ma et citat fra præsident Xi Jinping til at rette stærk kritik af de kinesiske finansmyndigheder og statsejede banker. Myndighederne og Kommunistpartiet svarede prompte igen ved at stoppe den stort opslåede børsnotering af Ant Group, et Alibaba-datterselskab og verdens største digitale betalingsplatform. Jack Ma blev afhørt af myndighederne, og forsvandt fra offentligheden i næsten tre måneder. Ant Group er endnu ikke børsnoteret, og har fået store statsejede fonde i sin ejerkreds.

Øget kontrol med teknologisektoren

Alibaba lancerede i marts 2023 en stor omstrukturering, der førte til, at selskabet blev brudt op i seks uafhængigt drevne forretningsenheder, hvilket markerede en betydelig ændring i selskabets forretningsstrategi. Denne udvikling kan ses som et direkte resultat af Kommunistpartiets øgede fokus på kontrol med teknologisektoren. Derudover stod Alibaba i juli 2022 overfor udfordringer i USA, hvor det blev tilføjet til en liste over kinesiske selskaber, der står over for en potentiel afnotering fra amerikanske børser.

International skepsis over for kinesiske teknologiselskaber

Forandringerne i det politiske miljø internt i Kina med øget fokus på kontrol med teknologisektoren, og den stigende internationale skeptisk over for kinesiske selskaber generelt, blev kombineret med lavere vækst i den kinesiske økonomi. Udviklingen blev afspejlet direkte i aktiekursen på Alibaba, der i dag (Marts 2024) er det 63. største selskab i verden med en værdiansættelse ca. 200 milliarder USD.

Selskabet er dog fortsat et af verdens største detail- og e-handelsselskaber, og har væsentlige investeringsaktiviteter i både Kina og internationalt. Derudover er Ant Group, i sin omstrukturerede form, den næststørste finansielle tjenestegruppe i verden, kun overgået af amerikanske Visa.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig