Faktaboks

Alfred Clarence Redfield
Født
15. november 1890
Død
17. marts 1983

Alfred Clarence Redfield var en amerikansk naturvidenskabsmand. Han var professor i fysiologi på Harvard University og sideløbende tilknyttet det oceanografiske institut i Woods Hole, som han i 1942 blev leder af.

Redfield opfattede oceanerne som en samlet organisme, hvor respirationsprocesserne hos planter og dyr afspejler eller bestemmer havets kemiske sammensætning. Central er hans opdagelse af det konstante forhold mellem kulstof, kvælstof og fosfor i havets planktonalger, Redfield-forholdet.

Målt som antallet af atomer er forholdet normalt 106 C : 16 N : 1 P. Redfield fandt, at forholdet mellem kvælstof og fosfor i oceanernes vand svarer til forholdet mellem stofferne i vandets fritlevende planktonalger. Der er således balance mellem tilgængeligheden af kvælstof og fosfor og algernes behov for disse næringssalte.

Senere er forholdet mellem C, N og P også undersøgt i andre akvatiske primærproducenter, såsom makroalger (tang) og ålegræs og andre havgræsser. Disse er generelt karakteriseret af at indeholde mere kulstof i forhold til kvælstof og fosfor end planktonalgerne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig