Alexandre Ribot, 1842-1923, fransk politiker. Ribot var deputeret som centrum-venstre-republikaner 1878-85 og 1887-1909; han var senator 1909-23. Som udenrigsminister 1890-93 lagde han grunden til den fransk-russiske alliance. Han var regeringsleder 1892-93 under Panamaaffæren og i 1895, da han gjorde Madagaskar til fransk protektorat. Under 1. Verdenskrig spillede Ribot atter en vigtig rolle, dels som finansminister august 1914-marts 1917 og sept.-okt. 1917, dels som regeringsleder marts-sept. 1917. I 1906 blev han medlem af Académie française.