Faktaboks

Al-Khansa

الخنساء (al-Khansāʾ)

Al-Khansas egentlige navn er Tumadir bint Amr.

Hendes kaldenavn, al-Khansa, betyder 'opstoppernæse' på arabisk og refererer til gazellens yndefulde næse.

Hun levede fra slutningen af 500-tallet til midten af 600-tallet.

Al-Khansa
Al-Khansa. Tegning af Gibran Kahlil Gibran, al-Funun 2, nr. 10, 1917.

Al-Khansa er den kendteste kvindelige digter fra 600-tallets Arabiske Halvø. Hendes præcise fødsels- og dødsår er ukendte, men vi ved, at hun var mukhadrama, dvs. at hendes liv strakte sig fra præ-islamisk til tidlig islamisk tid. Hun betragtes ofte som en blandt de første, der konverterede til islam.

Al-Khansa levede efter sigende til en høj alder, var gift mindst to gange og havde flere børn. Men hendes liv er omgærdet af mystik. Meget har været åbent for fortolkning, hvorfor arven efter hende er fuld af paradokser.

Blandt arabiske feminister fremhæves hun af nogle som feministisk ikon og litterær formoder, mens andre afviser hende som en, der reproducerer mandlig heroisme. Jihadister har hyldet hende som den muslimske idealkvinde, der uselvisk ofrer sine sønner for islams sag, mens orientalister primært har læst hende som præ-islamisk og hedensk.

Al-Khansas digte

Al-Khansa komponerede først og fremmest digte inden for genren ritha (elegi) og primært for sine brødre Muawiya og Sakhr. I Balaghat al-nisa (Kvindernes veltalenhed) af Ibn Abi Tahir Tayfur (d. 893) fremstilles ritha som den genre, kvinder mestrede bedst, og al-Khansa som den mest fremtrædende digterinde inden for genren. At al-Khansa op igennem historien er blevet portrætteret som grædende og evigt sørgende, hænger således tæt sammen med den genre, hun komponerede digte inden for.

En af de mest almindelige åbninger i præ-islamiske elegier, ya ayni judi (O mine øjne, vær gavmilde), dominerer også al-Khansas digte. Denne åbning trækker paralleller til det nostalgiske præludium (nasib) i det klassiske langdigt, qasida, hvor digteren stopper ved en forladt lejr for at erindre en tabt kærlighed. Samtidig sætter åbningen rammen for lovprisningen af den afdøde og for tilskyndelsen til blodhævn. Al-Khansas længere digte er flertematiske ligesom qasida’en og behandler også temaer som fx visdom.

På al-Khansas tid havde poesien offentlig og rituel karakter. Al-Khansas elegier for sine brødre – og kvinders elegier for faldne krigere generelt – må derfor forstås som en del af en rituel pligt. De skal læses som et vigtigt bidrag til at bevare stammens historie snarere end som tårefremkaldende udtryk for kvinders sentimentalitet.

Al-Khansa i den klassiske arabiske litteratur

I den klassiske arabiske litteratur findes en række forskelligartede fortællinger om al-Khansas liv og karakter.

Den frivole digter

I flere kilder portrætteres al-Khansa som en frivol kvinde, der kender sit eget værd, og som ikke er bange for at sige mandlige autoriteter imod. I Balaghat al-nisa beretter Ibn Abi Tahir Tayfur bl.a. om en udveksling mellem al-Khansa og al-Nabigha al-Dhubyani, en ældre, mandlig digter, som efter en digtfremførelse siger: ”Jeg har aldrig set nogen med en livmoder så poetisk som dig.” Hvortil al-Khansa svarer: ”eller nogen med testikler.”

I Kitab al-aghani (Sangenes bog) overleverer Abu al-Faraj al-Isfahani (897-967) en beretning om, hvordan al-Khansa afviste et frieri fra den ældre digter Durayd b. al-Simma (d. 630) ved at vurdere hans potens på samme måde, som man ville vurdere en han-kamels potens. Al-Khansa sender sin tjener til Durayd med følgende ordrer: “Se på ham, når han urinerer. Hvis hans urin skærer gennem jorden og laver en fure i den, så er der stadig noget tilbage i ham. Hvis hans urin flyder på overfladen, er der intet tilbage i ham.” Tjeneren tager afsted og vender tilbage med beskeden: “Der er intet tilbage i denne her.” Herpå sender al-Khansa besked til Durayd: “Jeg vil ikke give afkald på mine fætre, der er som spydspidser, for at gifte mig med en gammel mand.” Al-Khansas afvisning efterfølges af en digterisk fejde, hvor Durayd forbander al-Khansa til et liv uden ægteskab og børn, mens al-Khansa udskammer Durayds stamme.

Al-Khansa som evigt sørgende

Andre kilder skildrer al-Khansa som evigt sørgende og som en, der fastholder præ-islamiske sørgeritualer, selvom de var ildeset i tidlig islam.

I Kitab al-shir wa-l-shuara (Poesiens og poeternes bog) fortæller Ibn Qutayba (d. 889), at Aisha, profeten Muhammeds hustru, møder al-Khansa, mens hun bærer sidar, en præ-islamisk sørgedragt lavet af gedehår og som dækker dele af hovedet, skuldre og bryst. Aisha reagerer med misbilligelse og forklarer, at hun ikke engang bar den form for sørgedragt, da profeten døde. Men al-Khansa holder fast, fordi hun har afgivet løfte til sin bror Sakhr.

Senere i Kitab al-shir wa-l-shuara fortælles det, hvordan hendes sorg ændrer karakter, efter at hun er konverteret til islam: “Jeg plejede at græde over Sakhr på grund af hans drab, men nu græder jeg, fordi han er i Helvede.”

Forkæmperen for islam

Sidst men ikke mindst indeholder den klassiske arabiske litteratur en række beretninger om, hvordan al-Khansa tilskynder sine sønner til at kæmpe for islam. Ifølge Abu Jaʿfar Mohammad b. Jarir Tabaris Tarikh al-rusul wa-l-muluk (Historien om profeterne og kongerne) fra 900-tallet deltog en af hendes sønner i riddakrigene i 632, mens fire af hendes sønner, ifølge en beretning i Ibn Atham al-Kufis Kitab al-futuh (Bogen om erobringerne) fra 800-tallet, skulle have lidt martyrdøden i slaget ved Qadisiyya i 636.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig