Al-Khansa

I flere kilder portrætteres al-Khansa som en frivol kvinde, der kender sit eget værd, og som ikke er bange for at sige mandlige autoriteter imod. I Balaghat al-nisa beretter Ibn Abi Tahir Tayfur bl.a. om en udveksling mellem al-Khansa og al-Nabigha al-Dhubyani, en ældre, mandlig digter, som efter en digtfremførelse siger: ”Jeg har aldrig set nogen med en livmoder så poetisk som dig.” Hvortil al-Khansa svarer: ”eller nogen med testikler.”

I Kitab al-aghani (Sangenes bog) overleverer Abu al-Faraj al-Isfahani (897-967) en beretning om, hvordan al-Khansa afviste et frieri fra den ældre digter Durayd b. al-Simma (d. 630) ved at vurdere hans potens på samme måde, som man ville vurdere en han-kamels potens. Al-Khansa sender sin tjener til Durayd med følgende ordrer: “Se på ham, når han urinerer. Hvis hans urin skærer gennem jorden og laver en fure i den, så er der stadig noget tilbage i ham. Hvis hans urin flyder på overfladen, er der intet tilbage i ham.” Tjeneren tager afsted og vender tilbage med beskeden: “Der er intet tilbage i denne her.” Herpå sender al-Khansa besked til Durayd: “Jeg vil ikke give afkald på mine fætre, der er som spydspidser, for at gifte mig med en gammel mand.” Al-Khansas afvisning efterfølges af en digterisk fejde, hvor Durayd forbander al-Khansa til et liv uden ægteskab og børn, mens al-Khansa udskammer Durayds stamme.

Andre kilder skildrer al-Khansa som evigt sørgende og som en, der fastholder præ-islamiske sørgeritualer, selvom de var ildeset i tidlig islam.

I Kitab al-shir wa-l-shuara (Poesiens og poeternes bog) fortæller Ibn Qutayba (d. 889), at Aisha, profeten Muhammeds hustru, møder al-Khansa, mens hun bærer sidar, en præ-islamisk sørgedragt lavet af gedehår og som dækker dele af hovedet, skuldre og bryst. Aisha reagerer med misbilligelse og forklarer, at hun ikke engang bar den form for sørgedragt, da profeten døde. Men al-Khansa holder fast, fordi hun har afgivet løfte til sin bror Sakhr.

Senere i Kitab al-shir wa-l-shuara fortælles det, hvordan hendes sorg ændrer karakter, efter at hun er konverteret til islam: “Jeg plejede at græde over Sakhr på grund af hans drab, men nu græder jeg, fordi han er i Helvede.”

Sidst men ikke mindst indeholder den klassiske arabiske litteratur en række beretninger om, hvordan al-Khansa tilskynder sine sønner til at kæmpe for islam. Ifølge Abu Jaʿfar Mohammad b. Jarir Tabaris Tarikh al-rusul wa-l-muluk (Historien om profeterne og kongerne) fra 900-tallet deltog en af hendes sønner i riddakrigene i 632, mens fire af hendes sønner, ifølge en beretning i Ibn Atham al-Kufis Kitab al-futuh (Bogen om erobringerne) fra 800-tallet, skulle have lidt martyrdøden i slaget ved Qadisiyya i 636.