Faktaboks

Akwaeke Emezi
Født
6. juni 1987, Umuahia, Nigeria
Akwaeke Emezi

Akwaeke Emezi fotograferet i 2019.

Akwaeke Emezi
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Akwaeke Emezi er en nigeriansk forfatter opvokset i Nigeria og nu bosat i USA. Emezi er nonbinær, foretrækker pronominerne de og dem og opfatter sig selv som et åndevæsen – en såkaldt ogbanje. De (Emezi) er berømmet for et ømt, sanseligt og voldsomt sprog og for den store produktivitet og kontroverserne, de skaber. Emezi er et ideal for mange yngre afrikanske forfattere.

Akwaeke Emezis forestillinger om åndeverdenen udspringer af Igbo-folkets spirituelle univers. De har skrevet fortællinger, tre opsigtsvækkende romaner og er særdeles aktiv på de sociale medier.

Akwaeke Emezis forfatterskab

Den meget anerkendte debutroman Freshwater (2018, på dansk Ferskvand, 2021) følger ogbanje-barnet Adas barndomsliv i Nigeria og den voldsomme overgang til at blive studerende i USA. Her slipper Adas iboende ånder løs. Disse er lige så virkelige som den fysiske og sociale omverden, og de river og slider i hovedpersonen. Romanen er fortalt fra åndernes synsvinkel. Ungdomsromanen Pet (2019) beskriver livet for en ung transperson.

Dear Senthuran: A Black Spirit Memoir (2020) er en brevroman, hvor det skrivende jeg raser mod personer i sit liv – moren, en eksmand, elskere, professorer, klassekammerater – som led i sin kamp for at bliver anerkendt som et åndevæsen.

The Death of Vivek Oji (2021, på dansk Vivek Ojis død, 2022) er en familiefortælling, der udspiller sig i Nigeria. Den handler om et barn, der ikke kan finde sig til rette i verden men skifter mellem at være dreng og pige, levende og død. Romanen er fortalt fra forskellige synsvinkler, gør op med kronologi og skildrer et samfund, der er besat af rigide kønsroller.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig