Afaia, i oldtiden en lokal gudinde på den græske ø Ægina. Dyrkelsen af Afaia går tilbage til mykensk tid, og en sent overleveret myte identificerer hende med den kretensiske gudinde Britomartis. Udsmykningen (nu i München) fra Afaias velbevarede tempel på Ægina viser, at hun her er smeltet delvis sammen med Athena.