Et advokatforbehold fra en sælger eller en køber er en advokats forbehold for en godkendelse af fx en bolighandel.

En betinget købsaftale

Efter Lov om forbrugerbeskyttelse ved handel med fast ejendom mv. (LFFE) § 8, stk. 1 regnes fortrydelsesfristen fra aftalens indgåelse. Det er uden betydning, om aftalen er endelig eller betinget.

Det betyder bl.a., at et sædvanligt advokatforbehold eller bankens finansieringsforbehold i en købsaftale om fast ejendom ikke udskyder eller på anden måde påvirker fortrydelsesfristen på seks hverdage, men blot gælder ved siden af denne.

Retsvirkningerne af et advokatforbehold

Et advokatforbehold kan efter omstændighederne være formuleret således, at det tillægger, køber en fakultativ (valgfri) ret til at træde tilbage fra handlen uden pligt til at betale godtgørelse til sælgeren på 1 pct. af den nominelle købesum efter LFFE § 11 og uden at have andre konsekvenser. Blot en meddelelse fra den pågældende advokat om, at handlen ikke kan godkendes, vil således efter omstændighederne medføre, at købsaftalen bortfalder i sin helhed.

Et advokatforbehold, der ikke indeholder en sidste frist for meddelelse af godkendelse eller nægtelse heraf, mister sin gyldighed, hvis den pågældende advokat ikke reagerer inden rimelig tid. Advokaten skal rådgive køberen inden udløbet af advokatforbeholdet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig