Faktaboks

A.P. Berggreen

Andreas Peter Berggreen

Født
2. marts 1801
Død
8. november 1880

A.P. Berggreen var en dansk komponist, musikskribent og udgiver af kirke-, skole- og folkesange.

Trods manglende musikuddannelse – han modtog dog som ung gode råd fra C.E.F. Weyse – fik A.P. Berggreen efterhånden vigtige embeder i København som organist i 1838 i Trinitatis Kirke, som sanglærer i 1843 ved Metropolitanskolen og fra 1859 som 'Sanginspektør ved de lærde Skoler, Seminarierne og de øvrige under Kirke- og Undervisningsministeriet hørende Anstalter' frem til sin død. Berggreen stiftede i 1843 den første folkelige sangforening Håndværker-Sangforeningen, underviste (bl.a. Gade og Heise), blev titulær professor og senere æresdoktor ved universitetet.

A.P. Berggreen komponerede adskillige lejlighedskantater, sange og sceniske værker i wienerklassisk stil. Han er mest kendt som koralbogsudgiver og for værket Melodier til Salmebog til Kirke- og Husandagt og til Evangelisk-kristelig Sangbog (1852-53). Han har skrevet melodier til salmer som Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred (1841), Du, Herre Krist, min Frelser est (1852), Vær velkommen, Herrens År (1852), Julen har Englelyd (1852) og Her vil ties, her vil bies (1854).

Berggreen er ligeledes kendt for sit arbejde med folkesangen, en beskæftigelse, der er inspireret af oplysningstidens tanker om musikkens opdragende indflydelse på mennesket. På linje med sin tids nationale og romantiske strømninger ville Berggreen udbrede fædrelandssangen og genoplive folkevisen. Et hovedværk hér er Folkesange og Melodier, fædrelandske og fremmede, samlede og udsatte for Pianoforte, der udkom i 1. udgave 1842-47 og siden i 2. udgave på 11 bind 1861-71.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig