uld

Uld, fårs hårbeklædning. Andre spindbare animalske fibre betegnes også ofte uld i forbindelse med dyrets navn, fx kameluld (se kameler). Dyr, som leverer fibre, der minder om uld, er lama, alpaka, vicunja, kashmir- og angoraged samt angorakanin.

Fra naturens hånd er uld et materiale med stor variation. Fibrenes (hårenes) kvalitet varierer fra individ til individ og afhænger desuden af klima samt dyrets kost, helbred og race; også inden for den enkelte ham (pels) har ulden varierende kvalitet på kroppens forskellige dele, fx findes den bedste uld generelt på skuldrene og ryggen. Sortering indgår som en væsentlig del af forarbejdningen af uld til garn, fordi de forskellige fibre har meget forskellige egenskaber.

Man skelner generelt mellem tre slags uldhår, underuld, dækhår og marvhår. Hos de fåreracer, som minder om de oprindelige får, fx det skotske blackface og det gotlandske pelsfår, indeholder hammen alle tre slags. Inderst findes en fin, kruset og blød uld, underuld; den indeholder, især pga. krusningen, meget isolerende luft og holder således fåret varmt. Ved spinding giver underuld særlig varmt garn. Dækhårene, som dækker underulden, er lange, glatte, bølgede, kraftige og ofte glansfulde hår; de danner et vind- og vandafvisende lag, som beskytter mod blæst og regn. Dækhår giver stærkt, glansfuldt garn.

Marvhår har i fårepelsen den funktion at tilføre ekstra isolerende luft i underulden, men de tager dårligt imod farvestof og er strittende og stive; derfor er de uhensigtsmæssige set fra spinderens synspunkt. De bruges dog i tweedstoffer, der netop får deres rustikke karakter pga. et stort indhold af marvhår i garnet, men ellers har avlsarbejdet haft til formål at udrydde marvhår fra ulden samt rendyrke de to andre hårtyper. Der findes derfor nu fåreracer, hvis pels udelukkende består af enten underuld eller dækhår.

Gennem fortsat avl har man frembragt racer med stor indbyrdes variation, dvs. høj specialisering mht. uldens længde, finhed (hårets tykkelse), krusning, elasticitet, glathed og glans. Disse egenskaber tages der hensyn til i den videre forarbejdning gennem sortering af den rå uld, valg af spindemetode, fremstillingsteknik og efterbehandling, således at det færdige produkt opnår de ønskede egenskaber.

En typisk underuldspels findes hos merinofåret, der leverer beklædningsuld af meget høj kvalitet, den fineste og mest krusede uld med op til 10-12 krusninger pr. cm. Merino bruges til finere, vævede stoffer og undertøj; denne uld er kort, ca. 4-7 cm. I 2008 var verdens samlede produktion af rå (uvasket) uld 1,2 mio. t, hvoraf merino udgjorde knap halvdelen (47%). Racen stammer fra Spanien, men Australien er i dag (2012) verdens største producent efterfulgt af New Zealand, og merino er blevet en fællesbetegnelse for uld, hvis enkelte hår har en diameter på under 0,025 mm.

Karakteristisk dækhårsuld findes hos fx den engelske race leicester, dvs. lang, glansfuld, stærk uld, der er velegnet til tekstiler, hvor smudsafvisning, slidstyrke og glans er vigtige egenskaber, hvilket understreges gennem kamgarnsspinding (se kamgarn). Dækhårsuld bruges fx til boligtekstiler, som skal kunne modstå slid, bl.a. møbelstoffer og gulvtæpper; også gobeliner væves af kamgarnsspundne dækhårsgarner. Uldens længde afhænger af, om fåret klippes en eller to gange om året; til industribrug er to gange almindeligt. Helårsdækuld kan blive op til 30-40 cm lang. Ulden fra de såkaldte crossbreeds (blandingsracer) varierer fra race til race mellem de nævnte længder.

Lammeuld kaldes den første uld, der klippes af et får, førstegangsklip, og den er den blødeste, det nogensinde vil levere. Uld fra levende, klippede får betegnes ren ny uld; desuden anvendes skinduld eller kalkuld, dvs. uld fra slagtede dyr, udvundet under garvningen, og kradsuld, som er opkradset fra tekstiler og derefter spundet igen. Det er dog ringere produkter end ren ny uld; kradsuld indgår fx i militærtæpper.