Transistor, (eng., af transfer 'overførsel' og resistor '(elektrisk) modstand'), elektronisk halvlederkomponent, der bl.a. bruges som forstærker i analoge kredse og som inverter i digitale integrerede kredse. Endvidere anvendes diskrete transistorer i specielle tilfælde, fx hvor der skal leveres store effekter. Transistorer fremstilles langt overvejende i silicium, men tillige i halvlederlegeringer som fx GaAs (galliumarsenid) og InP (indiumfosfid). Historisk set kan transistoren betragtes som radiorørets afløser. Den er den vigtigste komponent i integrerede kredse, som er grundlaget for elektronikkens og informationsteknologiens store udbredelse.
Der findes to generelle typer transistorer: Bipolære transistorer, som udnytter transport af både elektroner og huller, og felteffekttransistorer, som er baseret på enten elektroner eller huller.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.