Urbain Le Verrier, Leverrier, 11.3.1811-23.9.1877, fransk matematiker og astronom, især husket for en af den matematiske astronomis største triumfer: forudsigelsen af Neptuns eksistens. 1845-46 beregnede han, at uregelmæssigheder i Uranus' bane kunne skyldes en uopdaget planet. Han meddelte sine resultater til Berlins Observatorium i 1846, hvor J.G. Galle allerede den følgende aften fandt den forudsagte planet meget tæt ved det forudsagte sted. Lignende beregninger var dog allerede foretaget af J.C. Adams. Fra 1847 til sin død var Leverrier optaget af beregninger til en nøjagtig positionstabel for alle planeter. I 1859 forudsagde han fejlagtigt et asteroidebælte eller en ny planet tæt ved Solen for at forklare Merkurs periheldrejning. I dag ved vi, at den er en konsekvens af relativitetsteorien.