Robin van Persie er en forhenværende hollandsk fodboldspiller, der i sin aktive karriere spillede for bl.a. Arsenal og Manchester United i den engelske Premier League. I årene 2005-2017 spillede han desuden 102 landskampe og scorede 50 mål for Holland. Robbie van Persie har rekorden for flest mål på det hollandske landshold.
Robin van Persie
Faktaboks
Robin Lex van Persie
- Født
- 6. august 1983
Robin van Persies klubkarriere
Robin van Persie blev født i Rotterdam og indledte sin karriere som ungdomsspiller i den lokale klub SBV Excelsior i 1998, der samtidig fungerede som talentfabrik for den større klub Feyenoord. I 2001 debuterede Robin van Persie som seniorspiller for Feyenoord, og allerede året efter blev han kåret til Årets Talent i hollandsk fodbold, hvor klubben også vandt UEFA Cuppen.
I 2004 rykkede Robin van Persie til Premier League-klubben Arsenal FC, hvor han hurtigt blev en af klubbens centrale angrebsspillere. I Arsenal FC var den målfarlige og teknisk begavede angrebsspiller bl.a. med til at vinde FA Cuppen i 2005.
I sæsonen 2011/2012 blev van Persie topscorer i Premier League for Arsenal FC med 30 mål, men skiftede efterfølgende i august 2012 til den nordengelske storklub Manchester United. Her fortsatte han med at score mål og blev også topscorer i sæsonen 2012/2013 (26 mål), ligesom han bidrog væsentligt til, at Manchester United vandt mesterskabet.
Robin van Persie rykkede i 2015 videre til den tyrkiske klub Fenerbahçe, inden han i 2018 vendte tilbage til Feyenoord, hvor han i 2019 afsluttede karrieren.
Robin van Persies landsholdskarriere
Robin van Persie spillede på flere af Hollands ungdomslandshold og debuterede i 2015 på A-landsholdet, hvor han frem til 2017 spillede i alt 102 landskampe og scorede 50 mål. Van Persie deltog i VM-slutrunden i 2006, i VM-slutrunden i 2010, hvor Holland vandt sølv, samt i VM-slutrunden i 2014, hvor Holland fik bronze. Han deltog også i EM-slutrunderne i 2008 og 2012.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.