Faktaboks

Robert Frost
Født
1874
Død
1963

Robert Frost, 1874-1963, amerikansk lyriker. North of Boston (1914), Frosts anden digtsamling og hans gennembrud, blev rosende anmeldt af Ezra Pound som "et bidrag til amerikansk litteratur" i en tid, hvor den herskende smag i anglo-amerikansk poesi var præget af senromantik og sværmerisk idealisme. Pound fremhævede især Frosts dramatiske dialog-vers og hans evne til at gengive virkelige mennesker, sådan som de "naturligt taler i New England". Frost lanceredes hermed som hjemstavnsdigter i en frembrydende regional realisme, der omfattede bl.a. Edgar Lee Masters (Spoon River Antologien, 1915), og som brød med poetisk diktion og nærmede sig den samtidige naturalistiske fortællende prosa som hos bl.a. Stephen Crane.

Frost var bosat på en farm i New Hampshire, og mange af hans digte henter deres indhold og metaforik fra håndværk og arbejde på landet, fx "After Apple-Picking" og "Mending Wall" (1914). Med udgangspunkt i digter-jegets delagtiggørende beskrivelse af en naturscene fortæller de en lille historie, der samtidig er en erkendelsesproces. Den tilsyneladende klarhed, som ofte afrunder Frosts digte, kaldte han nøgternt "et øjebliks støtte imod kaos" ("The Figure a Poem Makes", 1939).

Frosts digte udgør en kritisk dialog med den store amerikanske deklamatoriske lyriktradition, som begyndte med Ralph Waldo Emerson og Walt Whitman. For dem åbenbarede digter-jeget en visionær orden med naturen som transcendent symbol. Hos Frost er naturens symbolske status mere tvetydig. Den orden, digtet når frem til, er problematisk: "The bird would cease and be as other birds/ But that he knows in singing not to sing./ The question that he frames in all but words/ Is what to make of a diminished thing" ("The Oven Bird", 1916).

Frosts bittert-humoristiske folkelige diktion indlagt i rimede og metriske vers sikrede ham stor almen læserpopularitet og flere Pulitzerpriser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig