Kim Jong-Il, 16.2.1941/42-17.12.2011, nordkoreansk statsleder. Efter sin fars, Kim Il-Sungs, død i 1994 blev Kim fungerende statsleder. Fra begyndelsen af 1980'erne blev der opbygget en lederkult omkring ham, og fra 1991 fik Kim Jong-Il gradvis overdraget ledelsen af landet. Han hævdedes at have videreudviklet faderens tanker om den selvstændige koreanske kommunisme, den såkaldte juche. Ved topmødet med Sydkoreas præsident, Kim Dae-Jung, i 2000 trådte den nordkoreanske leder ind i verdenspressens rampelys. Han betegnedes overraskende som en kompetent og afslappet leder og tændte store forhåbninger, især i Sydkorea. Begrænsede positive forandringer i Nordkorea kom undervejs, efter at en reformpakke blev vedtaget i 2002, men tempoet var langsomt. Nordkoreanske atomsprænginger og missiltests forværrede forholdet til omverdenen og snart gik reformerne helt i stå. Nordkorea forblev under Kim Jong-Il dermed verdens mest isolerede samfund. Med en omfattende og bizar personkult omkring sig fremstod Kim Jong-Il fortsat som en anakronisme i 2000-t. I december 2011 døde han efter lang tids sygdom og blev efterfulgt af sin søn, Kim Jong-Un.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.