Isaac Deutscher, 1907-1967, britisk journalist og historiker. Deutscher blev født i Polen og var aktiv i den kommunistiske bevægelse, indtil han i 1932 blev udvist; i 1939 bosatte han sig i England. Hans sympati for Trotskij prægede hans journalistiske og historiske arbejder. Deutschers kendteste værk er Stalin, en politisk biografi (da. 1949), og blandt hans oversigtsværker kan nævnes Den ufuldendte revolution 1917-1967 (da. 1967). Deutscher var kritisk over for dele af den sovjetiske udvikling, men grundlæggende var han optimistisk. Han fastholdt, at den marxistiske revolution ville nå sin egentlige bestemmelse: at gøre Sovjetunionen til et socialistisk og demokratisk system. Hans litterære stil og hang til historiske paralleller erstatter undertiden analyse og forklaring.
Isaac Deutscher
Faktaboks
Isaac Deutscher
- Født
- 1907
- Død
- 1967
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.