A.J. Toynbee

A.J. Toynbee var nevø af 1900-talsøkonomen, Arnold Toynbee. Han blev uddannet fra det prestigefyldte Balliol College ved Oxford University med en grad i klassiske sprog i 1911. I 1912 blev han ansat som underviser og forsker i antikkens historie samme sted og begyndte i 1915 sideløbende at arbejde for efterretningstjenesten i det britiske udenrigsministerium.

Efter han havde deltaget som britisk delegat ved Fredskonferencen i Paris i 1919 blev han udnævnt som professor universitetet i London. I 1925 blev han forskningsprofessor i internatonal historie ved London School of Economics.

I sit hovedværk A Study of History, bind 1-12 (1934-1961, udgivet i en forkortet udgave på dansk, Historien i nyt lys, 1948) inddelte han historien i en række civilisationer og forklarede deres op- og nedgange ud fra bestemte cykliske mønstre og historiske lovmæssigheder.

Han hævdede, at civilisationer udvikles som reaktion på fx geografiske, politiske eller sociale udfordringer og under ledelse af kreative minoriteter; når kreativiteten ophørte, satte nedgangen ind.

Værket vakte stor international opmærksomhed, men blev kritiseret for at være for generaliserende. A.J. Toynbees senere værker omhandler bl.a. hellenismen og de store religioner.

Toynbee har således været udsat for massiv kritik fra andre historikere. Kritikken har især været rettet mod hans brug af myter og metaforer som værende ligeværdige med faktuelle data. Den har desuden været rettet mod hans generelle argument om, at civilisationer forfalder, hvis de mister religion som et grundlag for civilisationens evne til at genskabe sig selv. Mange beskylder ham for at være en kristen moralist snarere end en seriøs forsker.

• University Oxford