Øksebrækkertræ er en betegnelse for to sydamerikanske træer med hårdt ved, Schinopsis balansae og S. lorentzii. De tilhører sumak-familien (Anacardiaceae) og er begge udbredt i Sydamerika, hvor de danner næsten rene bevoksninger på kalkholdige, lerholdige, periodisk oversvømmede jorder.

Faktaboks

Også kendt som

quebracho rojo; Schinopsis lorentzii (Synonymer: Schinopsis haenkeana; Schinopsis quebracho-colorado; n.v. horco quebracho, quebracho colorado, coronillo, quebracho Cornillo (brasiliansk), quebracho chaqueño, quebracho colorado santiagueño, quebracho macho, quebracho bolí og red quebracho (engelsk)). Kvalifikationen colorado ('rød') adskiller det fra andre arter af almindeligt quebrachotræ, Aspidosperma quebracho-blanco (quebracho blanco, "hvid quebracho", singrønfamilien (Apocynaceae). Angivelsen santiagueño (d.v.s. stammende fra Santiago del Estero) er angivet for at skelne den fra quebracho colorado chaqueño, den nært beslægtede S. balansae.Schinopsis balansae (Synonymer: Quebrachia morongii; Schinopsis balansae var. pendula; n.v. quebracho colorado chaqueño, willow-leaf red quebracho (engelsk)).

Vækst

Schinopsis balansae er et semi-løvfældende træ med en åben krone; det kan blive op til 25 m højt. Stammen, som er lige og moderat cylindrisk, kan være 30─90 cm i diameter og ugrenet de første 6─9 m. Unge stammer kan have barktorne. Store træer er ofte ramt af kerneråd. Træet bruges også som tømmer, især værdsat for dets ekstreme holdbarhed. Tømmeret er også en vigtig kilde til tanniner og udnyttes kommercielt til dette formål.

Schinopsis lorentzii er et hårdt træ kendt som rød quebracho. Det er hjemmehørende i det paraguayanske subtropiske område, som danner skove i Gran Chaco-regionen i Argentina, Paraguay og Bolivia. Hos ældre eksemplarer kan stammen nå en meter i diameter. Den nye bark er askegrå og glat, mens den ældre er ru, fortykket, sprækket og sortagtig. I modsætning til mange andre træer og buske hjemmehørende i Córdoba, hvis stammer forgrener sig rigeligt tæt på jorden med vandrette, snoede og forvredne grene, har S. lorentzii en enkelt stamme, som er helt lige og opretstående med forgreninger, som er lodret opadrettet. Hos ældre træer er der ikke forgreninger under to meters højde over jorden.

Veddet

Kernetræet er kastanjebrunt, når det er nyskåret, og bliver mørkt dybt rødt ved eksponering; det er velafgrænset fra det lyst rosa splintved, som er 3─8 cm bredt. Teksturen er fin og jævn; diagonale vækstringe med modvækst; lugt fraværende; smag astringerende.

Tømmeret er ekstremt hårdt, tungt og stærkt, men skørt. Det er meget holdbart i ferskvand og meget modstandsdygtig over for svampeangreb. Der skal udvises forsigtighed med lagring for at undgå vridning og kastning. Det er svært at save og meget svært at forarbejde, får en glat finish og tager en høj naturlig polering; splittes let. Tilhører ikke kategorien af træ, der kræver behandling med konserveringsmiddel på grund af dets høje tanninindhold.

Anvendelse

Fordi træet har så god holdbarhed, bruges det til udvendige konstruktioner som stolper, jernbanesveller, træbroer mm. Tømmeret er et godt brændsel.

Øvrige anvendelser

Schinopsis lorentzii betragtes som et symbol på Gran Chaco-regionen. Dette træ er kommercielt meget vigtigt på grund af dets ekstremt hårde og holdbare træ samt dets høje indhold af tanniner. Garveriindustrien har udnyttet quebracho-skove i mere end 100 år. Denne massive udnyttelse har ført til tab af 85 procent af de oprindelige Quebracho-skove i Argentina. Barken og træet indeholder 18-20 procent tanniner af fremragende kvalitet. Kernetræet indeholder op til 35 procent tanniner.

Ved forarbejdning af S. balansae kan savsmuldet forårsage astma, næseblødning og øjenbetændelse (conjunctivitis).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig