Øle Å, 20 km langt vandløb på Sydøstbornholm. Øle Å er Bornholms længste og mest vandrige og har en meget varieret vandføring.

Faktaboks

Etymologi
Øle Å nævnes 1588 som Ølleaaen, af det oprindelige sønavn Ølene, 1588 Øllene, pluralis af øle 'lille vandsamling', og å.

Øle Å udspringer 10 km nordvest for Nexø i moseområdet Ølene (102 m.o.h.) og strømmer mod sydøst gennem Povlsker Plantage for derefter at løbe sydpå gennem et åbent agerland.

I sit nedre løb har Øle Å skåret sig dybt ned i geologisk interessante aflejringer, bl.a. lag af Cyrtograptusskifer, Rastritesskifer og alunskifer.

Nær åens udløb på sydkysten ligger Slusegårds Vandmølle, en underfaldsmølle fra ca. 1800. Området omkring møllen blev fredet i 1956 og 1968. Endnu en vandmølle, Ågårds Vandmølle, ligger 4 km højere oppe ad åløbet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig