Cyrtograptusskifer, ældre betegnelse for en ca. 60 m tyk lagfølge af mørkegrå til lysegrå ler-siltskifer. Cyrtograptusskiferen er fra Tidlig Silur (ca. 430 mio. før nu). Den forekommer sandsynligvis i store dele af Danmarks undergrund og findes på Østersøens bund tæt ved Bornholms sydkyst. Den er i Danmark kun blottet i Øle Å nær udmundingen (hvor den er den yngste silure aflejring) samt i Læsåens nedre løb, begge på Sydbornholm.

Cyrtograptusskiferen er karakteriseret ved sit indhold af fossiler, især af graptolitslægten Cyrtograptus, som er spiralrullet og forgrenet. Tilsvarende skifer forekommer i Skåne. Cyrtograptusskiferen har intet officielt navn i overensstemmelse med de gældende nomenklaturregler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig