Ærøskøbing Kirke er en købstadskirke fra 1758 i en enkel klassicerende barokstil. Dele af kirkens inventar er fra en nedreven middelalderkirke, hvorfor kirken har genstande fra middelalderen og frem. Særligt prædikestolen fra renæssancen påkalder sig opmærksomhed.
Kirken ligger i centrum af den gamle, idylliske by ved Torvet i Ærøskøbing.
Kirken blev indviet i 1758, hvor den afløste en nedreven middelalderkirke. Den store bygning er opført i en enkel klassicerende barokstil og består af et bredt langhus, hvor skibet og koret går i et, med en apsis i øst. Hovedindgangen er i vest gennem tårnet, som afsluttes med et lanternespir. I dag er kirken hvidkalket med rødt tegltag.
Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Ærøskøbing Kirke afviger korets orientering en del mod nord. Der kan næppe være tvivl om, at det er handelspladsen, torvet, der har været bestemmende for kirkens placering og orientering: først torveplads, så kirke.
Frem til 1950 havde kirken i de midterste fag i skibet en dør mod syd og en mod nord. De er blev her muret til, men dørstederne markeres endnu af svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, der ligeledes fremhæver skibets hjørner.
Apsissen af samme højde som skibet er uden dekorationer. Den er halvcirkelformet med centrum i midten af ydersiden på skibets østlige gavl.
Tårnet ved skibets vestende har hjørnelisener som på langhuset. Det har øverst et buklet, kobberklædt tag med en lanterne og spir. Klokkerne hænger i lanternen.
Kirkerummet fremtræder nu i den skikkelse, det fik ved en ombygning i 1949-1950. Oprindelig var kirken dækket af et pudset træloft med tre nærmest ovale, kuplede hvælvinger, i hvis toppunkter der var stukrelieffer af henholdsvis solen, jordkloden og månen. Loftet blev taget ned i 1894 og afløst af en stor tømret hvælving.
I Ærøskøbing Kirke er dele af inventaret fra byens nedrevne middelalderkirke. Der er derfor genstande, der er langt ældre end kirken.
I skibets nordøstlige hjørne står der en romansk døbefont af granit. Dens kumme har mellem to modsatrettede tovsnoninger en række uregelmæssige arkader.
Prædikestolen fra 1634 er skænket af hertug Philip af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg og hertuginde Sophia Hedevig af Sachsen-Lauenburg og overført fra den gamle kirke. Stolen er i renæssancestil, og den omfatter en kurv i fem fag med relieffer, en underbaldakin, en opgang med tilhørende dør og en himmel.
Kurvens fag adskilles af parvis anbragte frisøjler med korintiske kapitæler og dekorative bælter om bunden. Foran søjleparrene står der hjørnefigurer af Peter, Kristus som Verdens Frelser (»Salvator«), Johannes og Paulus. Reliefferne viser hyrdernes tilbedelse, dåben, opstandelsen, våbenskjold for hertug Philip og våbenskjold for hertuginde Sophia Hedevig.
Altertavlen fra 1842 er i nygotisk stil, og den har en arkitektonisk opbygning med store søjler, der bærer en gesims med et let spidsbuet topstykke. Mellem søjlerne er der i midten et maleri, Bønnen i Getsemane, af Christian Antoni Zehngraf. Det er en kopi af af C. W. Eckersbergs altermaleri i Svendborg Vor Frue Kirke fra 1824. Sidefelternes malerier viser Troen og Håbet, som er udført efter de tilsvarende altermalerier i Nyborg Vor Frue Kirke fra 1833-34. Her er de dog malet som grisailler i gråhvide nuancer på sort bund.
Kirkens bænke er fra 1913, og de er i skønvirkestil. Deres nuværende bemaling med blomstermotiver fra Flora Danica på gavlene er fra 1950.
Kirken var indtil 1809 omgivet af en kirkegård, der i store træk har svaret til den nuværende grønne kirkeplads.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.