skelet (hos dyr)

Hos bruskfisk (hajer og rokker) dannes egentlige hvirvellegemer af brusk, der helt omslutter og indsnævrer rygstrengen. En hvirvels to endeflader er dybt konkave (amficøle) og rummer de mellemliggende partier af rygstrengen, der danner elastiske ledforbindelser mellem hvirvlerne. Hvert hvirvellegeme er sammenvokset med den tilhørende neuralbue, og i halepartiet er hvirvlerne yderligere udstyret med en hæmalbue, der omslutter de store blodkar, som ligger langs hvirvelsøjlens bugside.

Hos benfisk er hvirvlernes brusk helt eller delvist erstattet af knoglevæv og tilbygget lange, spidse bentappe, torntappe, der tjener som fæste for muskler. Hos fisk skelnes der mellem krop- og halehvirvler, førstnævnte kendetegnet ved én torntap rettet mod rygsiden, sidstnævnte ved yderligere en torntap mod bugsiden. Fisk har et eller to sæt ribben, der er forbundne med krophvirvlerne; det ene beliggende tæt op til kropshulen, det andet imellem musklerne. Brystben findes ikke hos fisk. Ledforbindelsen med kraniet er næsten ubevægelig. Fiskenes lemmeskelet, repræsenteret ved de parrede bryst- og bugfinner, er ikke ledforbundne med hvirvelsøjlen, men brystfinnernes ophæng er fastgjort til kraniet.

Hos halepadderne (fx salamandre) har hvirvelsøjlen store ligheder med benfiskenes, og nogle halepadder har ligesom fisk op mod 100 hvirvler. I modsætning hertil er springpadders (frøers og tudsers) hvirvelsøjle stærkt specialiseret; antallet af krophvirvler er reduceret til ni, og halehvirvlerne er omdannet til en bagudrettet tap, urostylen. Ledforbindelsen til kraniet har større bevægelighed end hos fisk, og hvirvlerne har tværtappe; ribbenene er rudimentære og fast sammenvoksede med tværtappene. På den nederste hvirvel er tværtappene specielt store og sammenvoksede med bækkenet, hvorved den kraft, der udvikles af benmusklerne under spring, overføres direkte gennem frøens smalle, langstrakte bækken til hvirvelsøjlen.

Mange krybdyrs (fx krokodillers, men ikke slangers) hvirvelsøjle er tydeligt specialiseret med en hals-, bryst-, lænde-, bækken- og halehvirvelsøjle. Halshvirvelsøjlen bærer normalt ingen eller kun små ribbensrudimenter, og de to forreste halshvirvler (ringhvirvlen, atlas, og taphvirvlen, axis) giver hovedet ekstra bevægelighed.

Brysthvirvelsøjlen bærer veludviklede ribben, der fortil er forbundne med et brystben, som også indgår i ophænget af skulderbæltet. Lændehvirvelsøjlen har fastvoksede ribbensrudimenter. Bækkenhvirvelsøjlen er ledforbundet med bækkenet.

Med enkelte undtagelser er krybdyrs rygstreng, ligesom hos fugle og pattedyr, brudt op og kun repræsenteret i de elastiske ledforbindelser mellem hvirvlerne, de såkaldte båndskiver, disci intervertebrales. De længste hvirvelsøjler findes blandt slanger, der kan have op mod 400 hvirvler, som imidlertid udviser meget ringe specialisering: alle, undtagen de bageste, har forbindelse med ribben, brystben mangler, og lemmeskelettet er bortreduceret.

Skildpadders skelet er helt specielt, ved at ribben, brystben og lændehvirvelsøjle er sammenhængende med indersiden af skjoldet, der er dannet ved en forbening af bindevæv i dyrets læderhud og har overtaget en stor del af det aksiale skelets afstivende funktioner. Hos skildpadder er de syv halshvirvellegemer konkave fremad og konvekse bagud (procøle) og danner en slags kugleledforbindelser, som tillader, at halsen bøjes sammen i en S-form, således at hovedet kan trækkes ind i skjoldet.

Fugles hvirvelsøjle er højt specialiseret. Halshvirvelsøjlen omfatter 15-20 hvirvler og er meget bevægelig, hvilket hænger sammen med, at hvirvellegemernes endeflader er saddelformede (heterocøle). Brysthvirvelsøjlen er nærmest stiv, sammensat af ca. ti hvirvler. Ribbenene er fortil hæftet til et stærkt udviklet brystben med en midtstillet kam, der tjener til hæfte for flyvemusklerne. De nedre brysthvirvler, lændehvirvlerne, bækkenhvirvlerne og de forreste halehvirvler, i alt 15-20 hvirvler, er både sammenvoksede indbyrdes og med bækkenet til en stiv, pladeformet knogle, synsacrum, som strækker sig højt op på fuglens ryg og nedadtil omslutter kroppen med bækkenringen. Fugles krop bliver herved meget stiv, hvilket er energibesparende under flyvning, fordi vingeslaget ikke fremkalder medbevægelser i skelettet. Bagud ender hvirvelsøjlen med et knogleblad, pygostylen, som bærer halefjerene, og som er en omdannelse af et antal halehvirvler. For at lette vægten er hulrummene i de fleste fugleknogler luftfyldte.

Hos pattedyr er hvirvelsøjlen sammensat af 7 halshvirvler (undtagen hos søkøer og gumlere), 12-14 brysthvirvler, der er ledforbundne med et tilsvarende antal ribbenspar, 5-7 lændehvirvler, 2-5 bækkenhvirvler, der er sammenvoksede til én knogle, korsbenet (os sacrum), som indgår i bækkenringen, samt endelig et variabelt antal halehvirvler. Ribbenene (undtagen de bageste) er fortil hæftet til et veludviklet brystben. Skulderbæltet er sammensat af skulderblad og nøgleben, der fortil støtter mod brystbenet . Nogle pattedyr, bl.a. kattedyr og hovdyr, mangler eller har stærkt tilbagedannede nøgleben, således at forbenene gennem skulderbladene er fastgjort til kroppen alene ved muskler.

Vandlevende pattedyr som fx hvaler, søkøer og sæler har stærkt omdannede lemmeskeletter. Sælernes lårben er skjult i kroppen, og fødderne er luffeagtige. Hos hvalerne er baglemmerne og bækkenet næsten helt bortreduceret, og dyret svømmer ved op- og nedgående bevægelser af halen, hvis tværstillede finne ikke indeholder egentlige skeletdele. På forbenene er hånden helt omdannet til luffer, mens over- og underarmsben er skjult i kroppen.

De vigtigste knogler tilhørende endoskelettet er hvirvelsøjlens dele, ribbenene, brystbenet, bækkenet, lemmeskelettet og de fleste knogler i skulderbæltet. Dermalskelettet udgjorde hos de ældste hvirveldyr et tykt beskyttende hudpanser, hos nulevende benfisk repræsenteret ved benskæl. Dermalskelettet er hos højere hvirveldyr reduceret til tænder, nøgleben og de fleste af kraniets knogler.