Halepadder lever overvejende i tempererede og subtropiske områder. De landlevende former fører en skjult tilværelse i huler og sprækker eller under dække af vegetation eller andet, bare der er fugtigt nok. Halepadderne kan inddeles i ti familier.
Armpadder eller sirener (Sirenidae) omfatter syv arter, der er udbredt i det sydøstlige USA og nordlige Mexico. De mangler baglemmer, og forlemmerne kan også være noget reducerede. Lemmerne bruges da heller ikke synderligt, da arterne er neotene og sjældent kommer på land. Ugunstige perioder kan klares ved, at de graver sig ned i søbunden. Den store armpadde (Siren lacertinia) bliver op til 95 cm. Befrugtningen foregår tilsyneladende i vandet, og æggene afsættes enkeltvis eller i små klumper på undersøiske plantedele.
Vinkeltandsalamandre (Hynobiidae) omfatter knap 100 arter, der lever i Asien. Forvandlingen er fuldstændig, men hos en enkelt art er lungerne reduceret, formodentlig en tilpasning til et liv i stærkt rindende vandløb, hvor luftfyldte lunger ville gøre dyrets manøvredygtighed mindre. Æggene afsættes samlet i en ægsæk, og befrugtningen foregår i vandet. Vinkeltandsalamandrene bliver sjældent mere end 20 cm.
Kæmpesalamandre (Cryptobranchidae) omfatter fem arter, hvoraf en findes i Japan, tre i Kina og en i USA. Forvandlingen er ikke fuldstændig, fx udvikles øjenlågene ikke, og dyrene bliver i vandet. Æggene afsættes samlet i en lang gelésnor. De asiatiske kæmpesalamandre af slægten Andrias kan blive op til 150 cm lange, hvilket gør dem til verdens største nulevende padder.
Salamandrider (Salamandridae) omfatter ca. 130 arter, der er udbredt i Eurasien, Nordafrika og USA. Salamandrider har veludviklede lemmer og giftige hudsekreter. De fleste europæiske halepadder hører til i denne gruppe, inklusive de tre i Danmark forekommende arter. Den lille vandsalamander (Lissotriton vulgaris) er almindeligt udbredt i Danmark, mens den store vandsalamander (T. cristatus) er mere sporadisk forekommende. Bjergsalamanderen (Ichthyosaura alpestris) findes kun i Sønderjylland, hvor den første gang blev registreret i 1949. Bjergsalamanderen adskiller sig fra de to andre danske arter ved sin uplettede orangerøde bug. Parringsadfærd og udvikling hos vandsalamandre svarer til det tidligere beskrevne. Hos de europæiske ildsalamandre (Salamandra sp.) foregår parringen normalt på land, og æggene forbliver i moderen, hvor de udvikles til haletudser, der afsættes i rindende vand. Hos den centraleuropæiske alpesalamander (S. atra) sker parringen på land, og larveudviklingen foregår inde i moderen, der føder helt forvandlede halepadder. Kun to larver udvikles ad gangen, idet resten af æggene bruges som næring for disse.
Proteider (Proteidae) omfatter otte arter i Nordamerika og en i Sydøsteuropa. De mangler øjenlåg og bibeholder gællespalter samt ydre gæller, dvs. de er neotene. De undergår dog en delvis forvandling, da de udvikler lunger med alderen. Den op til 30 cm lange europæiske hulepadde (Proteus anquinus) lever i underjordiske karsthuler; den mangler normalt pigment og har degenererede øjne.
Familien Dicamptodontidae omfatter fire arter, der er udbredt i Canada og det vestlige USA. Kæmpesalamanderen (Dicamptodon ensatus) bliver op til 35 cm og kan tage ret store byttedyr. Den kan findes klatrende på træstammer og hører til de arter, der kan frembringe lyde.
Familien Rhyacotritonidae omfatter fire arter af små, robuste salamandre fra det nordvestlige USA. De lever i og ved køligt, strømmende vand i gamle skove. Larverne er vandlevende og forvandler sig først, når de er ca. 3-5 år gamle. Den eneste art med et dansk navn er den olympiske salamander (Rhyacotriton olympicus), som kun findes på Olympic-halvøen i delstaten Washington.
Ålepadder (Amphiumidae) fra det østlige USA omfatter tre arter. Navnet skyldes det langstrakte legeme med reducerede lemmer. Ålepadder lever det meste af livet i stillestående vand. Hvis det er tilstrækkelig fugtigt, kommer de undertiden på land om natten. Ålepadderne bibeholder et par gællespalter, men mangler gæller og øjenlåg. Æggene lægges i lange strenge, der bevogtes af hunnen. De nyklækkede larver er forsynet med ydre gæller, der dog hurtigt forsvinder. Den totåede ålepadde (Amphiuma means) er den største art og bliver op til 90 cm.
De lungeløse salamandre (Plethodontidae) omfatter mere end 490 arter og er dermed den største gruppe af halepadder. Bortset fra otte arter af hulesalamandre (Speleomantes spp.) i Europa samt en enkelt art (Karsenia koreana) i Sydkorea er de lungeløse salamandre begrænset til Amerika. Som navnet angiver, mangler lungerne helt, og dyrene ånder via huden og mundhulens inderside; sidstnævnte kan varetage op til 20 % af iltoptagelsen. De europæiske arter lever i kølige klippehuler og er gode klatrere. De kan forcere lodrette klippevægge vha. tæernes svømmehud, som øger kontakten med underlaget. Byttet fanges med den klæbrige tunge, der kan krænges godt ud af munden. Såvel parring som æglægning foregår på land, og af æggene klækkes fuldtudviklede halepadder. Visse af de amerikanske arter har også direkte udvikling af æg lagt på land, mens andre lægger æggene i vand, hvor larvestadiet gennemleves. Endelig er nogle som den blinde salamander (Eurycea rathbuni) obligat neotene.
Axolotler (Ambystomatidae) er en nordamerikansk gruppe med ca. 30 arter. Axolotler er nogle af de mest kendte halepadder. Dels bruges de som menneskeføde, en skæbne, de har delt med kæmpesalamandre, dels er nogle arter obligat neotene, mens andre er fakultativt neotene. Det sidste forhold sammenholdt med halepaddernes generelt gode evne til regeneration (fx halen) samt det faktum, at de er nemme at holde i fangenskab, har gjort axolotler til yndede forsøgsdyr til såvel fysiologiske som regenerationsmæssige eksperimenter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.