Biostatistik, anvendelse af statistiske metoder til undersøgelse af biologiske problemstillinger. Fra slutningen af 1600-t. anvendtes i England teoretisk-statistiske metoder til at systematisere opgørelser af antallet af levende og døde i de forskellige aldersgrupper i befolkningen, og biostatistik har således grænseflade til demografi (befolkningsbeskrivelse) og forsikringsmatematik.
Den britiske statistiker Ronald Fisher udviklede i 1920'erne og 1930'erne teorien for planlægning og analyse af forsøg med udgangspunkt i planteavl: I det såkaldte randomiserede (tilfældige) blokforsøg fordeles de forskellige kornvarieteter og behandlinger over forsøgsmarken. Biostatistikken benytter de fleste af den teoretiske statistiks planlægnings- og analyseværktøjer, og biostatistiske problemstillinger har været afgørende drivkræfter i udviklingen af mange vigtige generelle statistiske teknikker.
Et bærende princip i biostatistisk forsøgsplanlægning er tildeling af forsøgsenheder til behandlingsmetoder og forsøgsbetingelser (under ét forsøgsfaktorer) ved et tilfældighedsprincip (randomisering). For det første afbalanceres kendte såvel som ukendte irrelevante faktorers indflydelse på undersøgelsesresultatet. For det andet kan det matematisk beskrives, hvorledes resultaterne vil fordele sig, såfremt de forskellige forsøgsfaktorer gav samme resultat (nulhypotesen). Randomiseringsprincippet anvendes også i klinisk-medicinske undersøgelser med patienter eller frivillige forsøgspersoner, hvor nye behandlingsmetoder sammenlignes med eksisterende (eller med en skinbehandling, placebo) ved tilfældig tildeling. Dette forudsætter de involveredes samtykke og reguleres af internationale konventioner som fx Helsinkikonventionen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.