Faktaboks

Tolne Kirke
Sogn
Tolne Sogn
Provsti
Hjørring Nordre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Hjørring Kommune
Tolne Kirke
Tolne Kirke er bygget af teglsten, hvilket er usædvanligt for romanske kirker i Vendsyssel. Våbenhuset blev tilbygget i 1951-1952 og er dekoreret med tre rundbuede blændinger på gavlen.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Tolne Kirke er en god repræsentant for en relativt lille gruppe af Vendsysselske kirker fra romansk tid, som er opført af munkesten og er smukt dekoreret udvendigt.

Kirken ligger syd for Tolne, ca. 15 kilometer nordvest for Frederikshavn.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid (ca. 1050-1275). Senere i middelalderen, i sengotisk tid (ca. 1400-1550), blev skibet forlænget en anelse mod vest, mens våbenhuset på skibets sydside er fra 1951-1952.

Udvendigt er kirken hvidkalket og har rødt tegltag.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder dog ikke i Tolne Kirke, som i stedet indgår i en lille gruppe af romanske teglstenskirker, som findes i Vendsyssel.

Ved bygningsarkæologiske spor kan man konstatere, at koret blev bygget først, og at der nok gik en vis periode, inden skibet blev opført. Skibet har bevaret store dele af den oprindelige dekoration på nordsiden, hvor store felter adskilt af svagt fremspringende murpiller, såkaldte lisener, øverst er afsluttet med rundbuefriser. Tilsvarende dekorationer er ved senere reparationer forsvundet fra koret. En anden oprindelig detalje er døren mellem våbenhuset og skibet. Som alle andre middelalderkirker havde kirken nemlig oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Syddøren antydes kun ved en tærskelsten, som er bevaret i murværket.

Tilbygninger

I sengotisk tid blev skibet forlænget mod vest. Det er muligt, at bygningsdelen oprindeligt blev opført som underdelen til et tårn, som dog aldrig blev fuldført. Det samme gælder et hvælvet loft, som der er forberedt til i murværket, men som tilsyneladende aldrig blev sat op.

Det lille våbenhus blev bygget til ved en hovedistandsættelse i 1951-1952. Gavlen er dekoreret med tre høje, rundbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Kirkens indre

Tolne Kirke
Prædikestolen i Tolne Kirke er fra 1898 og altertavlen fra omkring år 1600.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Indvendigt præges kirkerummet af det generelt mørke inventar, som står i kontrast til de hvidkalkede vægge, det lyse teglstensgulv og det lysegråt malede bjælkeloft.

Inventar og gravminder i Tolne Kirke

Inventaret i Tolne Kirke er fra flere forskellige perioder, med dele fra både starten af middelalderen, senmiddelalderen, 1600-tallet og 1800-tallet.

Romansk døbefont

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med uregelmæssigt huggede stave, dvs. profilerede bånd, på kummen.

Klokke fra gotisk tid

Fra gotisk tid, nærmere bestemt 1487, stammer kirkens klokke, som er viet til Sankt Bartholomæus.

Renæssancealtertavle

Altertavlen er et ret enkelt renæssancearbejde fra omkring 1600. Den er opbygget med glatte søjler, sidevinger og øverst en trekantet gavl. Det centrale maleri er fra 1898 og forestiller Kristus, som helbreder en døvstum.

Prædikestol fra 1800-tallet

Den enkle prædikestol er ligesom altermaleriet fra 1898.

Gravminder

Under koret findes der en hvælvet begravelse med kister fra 1600-tallet og 1700-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig