Mellemamerika, landtangen, der forbinder Nord- og Sydamerika og adskiller Stillehavet fra Det Caribiske Hav.
Mellemamerika omfatter staterne Guatemala, Belize, Honduras, El Salvador, Nicaragua, Costa Rica og Panama; i alt ca. 1/2 mio. km2, 33 mio. indb. Af historiske og kulturelle grunde medregnes også Mexico ofte til Mellemamerika.
Området har historiske fællestræk, der går tilbage til præcolumbianske indianerkulturer, og bortset fra Belize (indtil 1981 Britisk Honduras) en fortid som spanske kolonier fra begyndelsen af 1500-t. til 1821.
Størstedelen af befolkningen er katolikker og efterkommere af indianere, heraf mange af europæisk-indiansk herkomst, mestizer.
Kolonitidens afhængighed af plantageprodukter og minedrift blev fra slutningen af 1800-t. videreført af amerikanske selskaber, især inden for agribusiness, og landene har i de sidste 100 år været stærkt præget af USA's politiske og militære indflydelse. Se også Centralamerika, Latinamerika og de enkelte lande.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.