Faktaboks

Leonardo Sciascia
Født
8. januar 1921, Racalmuto, Italien
Død
20. november 1989, Palermo, Italien
Leonardo Sciascia, ca. 1980
Af //Sz Photo/Ritzau Scanpix.

Leonardo Sciascia var en italiensk forfatter. Han blev født i Racalmuto på Sicilien, hvor han en tid virkede som lærer.

Sciascias forfatterskab har Siciliens virkelighed og historie som udgangspunkt og slutsten; både debutfortællingerne Le parocchie di Regalpetra (1956, Sognene i Regalpetra) og en lang række bøger i det sene forfatterskab arbejder med hjemegnen og den sicilianske kultur.

Sciascias krimier

Sciascias ene genre er krimien, først om mafiaen på Sicilien, Il giorno della civetta (1961, dansk Uglens dag, 1987). I 1970'erne udvidede han perspektivet til den italienske politiske scene med den grumt satiriske Il contesto (1971, dansk Sammenhængen, 1973) og den tragiske Todo Modo (1974, dansk Med alle midler, 1976).

De to sidste krimier, Il cavaliere e la morte (1988, Ridderen og døden) og Una storia semplice (1989, dansk En oplagt sag, 2019), har selvbiografiske træk.

Sciascia og dokumentarfortællingen

Den anden genre, som Sciascia har dyrket med stor originalitet, er dokumentarfortællingen. Berømt er bogen om Aldo Moro-sagen, L'affaire Moro, skrevet fire måneder efter De Røde Brigaders drab på Moro i 1978.

Gribende er oprulningen af en kætterproces fra 1600-tallet, La morte dell'inquisitore (1964, Inkvisitorens død). La scomparsa di Majorana (1975, Majoranas forsvinden) behandler den unge atomfysiker Ettore Majoranas sporløse forsvinden i 1938 og rejser samtidig debat om videnskabens etik.

Også den historiske roman Il consiglio d'Egitto (1963, dansk Det egyptiske dokument, 1974) bør nævnes. Sciascias grundtema om individet over for magten kom også til udtryk i mange indlæg om aktuelle retssager og retssystemet.

Andre værker i oversættelse

På dansk findes endvidere den essayistiske 1912+1 (fra 1986, på dansk i 1988) samt Den lange rejse (1973) i samlingen Moderne europæiske noveller fra 1976.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig